Det gør en forskel

Med folkeskoleloven fra 1993 og Centrale Kunskaber og Færdigheder (CKF) er der kommet fokus på undervisningsforløb bredt forstået. Der er formuleret krav om tværfaglig undervisning, projektorienterede arbejdsformer, og den grønne, den internationale og den praktisk-musiske dimension skal inddrages i hele skoleforløbet.

Den pædagogiske litteratur, læreruddannelsen og skoleudvikling har haft fokus på den 'nye' lov. Læring og læreprocesser er kommet i fokus. Den pædagogisk professionelle lærer skal kunne reflektere over elevernes undervisning, evaluere sin undervisning med eleverne og gøre sig didaktiske overvejelser med de øvrige lærere i teamet. Derudover har megen skoleudvikling forsøgt at løfte læreprocesserne et niveau højere op, så der blev tale om den lærende skole. En skole, der selv kan formulere udviklingsområder og evaluere disse.

F2000-programmet har fået den enkelte skole og kommune til at forholde sig til skolens pædagogiske opgave og muligheder. Almendidaktikken måtte nødvendigvis så komme på spil. Læreren klarer sig ikke længere med sin fagdidaktik, fordi fokus flyttes fra undervisningens indhold i traditionel betydning til fokus på elevernes læring. (I bred betydning kunne man fint for mig kalde det undervisningens indhold stadigvæk.) I det brede eller det ændrede undervisningsbegreb indgår ud over det faglige stof den medlæring, som læreren også tilrettelægger. Valg af arbejds-, undervisnings- og organisationsformer er i lige så høj grad elementer i elevernes læring. Den ofte tavse viden er vi nødt til at få gjort bevidst og synlig, så der kan arbejdes med den.

Det er tonen mellem elever, lærere og elever, stemningen, det blik, vi giver hinanden på gangen, det rum, vi skaber i klassen. Lars Rokkjær har i sin konsulentvirksomhed været optaget af at skabe fællesrum til lærernes overvejelser og refleksioner for at få bevidstgjort skolens grundlæggende kultur/værdier og hverdagstankegang og forklaringer. 'Det sidder i væggene', siger han. Det er et rigtig godt billede, synes jeg. Det er lige præcis derfor, at vi er nødt til at få hevet dét, der er usynligt for os, frem, så vi kan forholde os til, om det er sådan, vi også gerne vil have, det skal være! Uanset om vi kan se det eller ej, er det der jo alligevel og gives i tiden i skolen videre til børnene og de unge mennesker - og for den sags skyld til de ansatte på skolen. Nyansatte piller lidt ved kulturen i et stykke tid, men så går det ligesom over. Har eleverne lært respekt for sig selv og andre, for forskellige synspunkter og holdninger, fået tillid til andre mennesker, mødt åbenhed, kunnet stille spørgsmål og forvente svar, uanset om det var fra andre børn, pædagoger eller lærere? Den slags viden og erfaringer fra skoletiden er i lige så høj grad som faglige færdigheder og kundskaber den ballast, der skal bruges som kommende samfundsborger, kommende forældre.

'Ingen af os er uundværlige', hører vi, og jeg har ofte selv sagt det samme - og ment det. Men jeg har ændret opfattelse. Vi er uundværlige. Det er muligt, at den enkelte af os kan erstattes af en anden, som også kan gøre det godt, men så længe du er her, er det dig, vi regner med. Dugør en forskel! Vi gør alle sammen en forskel. Det kan vi slet ikke undgå! Sådan er det i ethvert møde, men vi vil gerne gøre en positiv forskel - som barn, pædagog, lærer eller leder.

Det gør en forskel, om læreren er i skole eller ej. Det gør en forskel, om ledelsen er der eller ej. Det gør en forskel, om det enkelte barn er der eller ej. Det er nemlig ikke ligegyldigt for os, hvem vi er, og hvad vi laver sammen. En pædagogisk optaget skole gør en stor forskel.

Marianne Kondrup er skoleinspektør på Løjt Kirkeby Skole