At arbejde fællesfagligt i naturfagene kræver øvelse. Nogle lærere tror, at de arbejder fællesfagligt, men faktisk arbejder de parallelt i de tre fag. Det er konklusionen i lærer Jonas Jensens bachelorprojekt, der er et af de tre projekter, der er nomineret til en pris i lærerprofession.dk, der en gang om året belønner de bedste professionsbachelor- og pædagogiske diplomprojekter. Prisfesten finder sted den 17. november.
»Det er en stor udfordring for lærerne med de fællesfaglige projekter i naturfag, fordi eleverne jo skal lære både det monofaglige i de tre fag og det fællesfaglige naturfag. Det, lærerne tror, de gør, stemmer måske ikke altid helt overens med det, de faktisk gør. Nogle er ikke helt skarpe på definitionen og taler i stedet om at arbejde med et emne, som de tidligere har gjort«, siger Jonas Jensen.
Den nyuddannede lærer understreger, at det ikke er nok at have en plan for de tre fag. Det kræver også, at lærerne sammen taler om, hvordan de griber undervisningen an, viser hans bachelorprojekt.
»Nogle af udfordringerne er, at nogle lærere kun har et af naturfagene, mens andre har to-tre af fagene. Det bedste vil være, hvis en gruppe af naturfaglige lærere sammen planlægger undervisningen. Men for eksempel opfattes fysik/kemi som det 'svære' fag, og nogle lærere, der ikke selv har fysik/kemi, trækker sig her. Derfor kan det blive svært at planlægge fælles«.
Jonas Jensen har indtil for nylig arbejdet som naturfagslærer på Stilling Skole ved Aarhus, hvor han underviste i alle tre naturfag.
»Jeg var den eneste naturfagslærer i min klasse, så det var selvfølgelig lettere at planlægge, men til gengæld kunne jeg så komme til at mangle den faglige sparring. Heldigvis havde jeg en kollega, der havde en anden klasse i naturfagene, så vi kunne planlægge de fællesfaglige forløb sammen«, siger han.
Bedst at starte fælles
Den skole, der var model for hans bacheloropgave, er en skole, hvor lærerne har været godt med i det fællesfaglige arbejde, og de har haft klasser med i forsøgsordningen med den fælles naturfagsprøve. Jonas Jensen mener, at det fællesfaglige arbejde er svært nu, fordi det er nyt, men at det klart vil blive nemmere og mere fællesfagligt, efterhånden som lærerne rundtom i landet får mere erfaring med at arbejde på denne måde.
Han oplevede, at lærerne startede med at holde et møde, hvor de aftalte forløbene, men derefter underviste de primært monofagligt.
»Det kan godt være svært. For eksempel kan et emne som stråling være svært at starte på fællesfagligt, fordi man mener, at eleverne først skal have noget viden om stråling og radioaktivitet, før de kan bruge det i en fællesfaglig sammenhæng«.
Han nævner også, at det kan være svært at få alle tre fag repræsenteret. Geografi bliver ofte »hægtet på«, da det opfattes som det sværeste fag at få med i projekterne.
»Når geografilæreren skal ind i det fællesfaglige arbejde, risikerer man at tænke: 'Vi snupper noget landbrug med her, så har vi geografi med'. Her skal lærerne også blive skarpere efterhånden og få alle fag godt integreret i de fællesfaglige projekter«.
Jonas Jensen nævner, at det bedste nok er at starte fælles, når lærerne skal samarbejde fællesfagligt. Det dur ikke at begynde monofagligt og så senere prøve at binde tingene sammen.
»Alle fire forløb skal planlægges fællesfagligt, og så kniber det faktisk med at have tid til mere, så der er ikke plads til at tage for eksempel proteinsyntesen ind senere alene. Den skal helst hænge sammen med og være en del af de fællesfaglige forløb«.
Det fællesfaglige er svært, men kan læres
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.