Det evige dilemma

Væsentlig men vanskeligt tilgængelig bog om selvbestemmelsesdiskussionen, der forsvandt Bogen er et forsøg på at udvikle en analysestrategi, som kan inspirere lærere til mere bevidst at arbejde med egen lærerstil i perspektiv af en selvbestemmelsesstrategi. Forstået som en dimension i anvendelsen af aktuelle begreber som selvbestemmelse, eleven i centrum, deltagerstyring, ansvar for egen læring, gensidig løbende evaluering, undervisningsdifferentiering med videre.

Der anvises ingen løsning på de dominerende dilemmaer: På den ene side »skolediskursen«, som fastslår, at der findes en grundlæggende faglig viden og bestemte færdigheder, som ethvert menneske må tilegne sig. Og på den anden side »selvbestemmelsesdiskursen«, som fastholder, at masser af faglig viden ikke i sig selv udvikler de menneskelige egenskaber, som gør eleven i stand til at klare sig i livet. At det vigtige er, om viden er relevant for elevens eget liv.

Det afføder dilemmaet, at selvbestemmelsesdiskursen ikke foregår i et herredømmefrit rum mellem lige myndige parter og uden »indblanding« fra styrende instanser. Når eleverne skal bestemme selv, er det ikke altid, at de vælger at bestemme det selv, som læreren og skolen mener, at de bør bestemme.

Enhver tale om selvbestemmelse i uddannelsespraksis må efter forfatterens opfattelse begribes i spændingsfeltet mellem dominerende kulturelle idealer og samfundsmæssig nødvendighed som påvist i bogens første del ved gennemgang af de involverede interessenter.

I bogens anden del foretages en modstilling af Jürgen Habermas og Michel Foucaults teoretiske tilgange med afsæt i Kants skrift »Hvad er oplysning?« For Habermas gælder det om gennem ligeværdige deltageres kommunikation med »et bedre argument« som kriterium at opnå gensidig forståelse mellem forskellige livsformer. Med udgangspunkt i diskursetikken kan det vurderes, om givne pædagogiske praktikker bidrager til frigørelse fra unødig tvang til fremme af myndig selvbestemmelse. Foucault afviser, at oplysning kan gives en retning, i den forstand at bestemte former for, brug af fornuften skulle føre til det moderne menneskes frigørelse via objektiv kundskab. Viljen til viden er altid forbundet med viljen til magt. Da enhver viden således er strategisk, taler Foucault om magt over for modmagt i stedet for at tale om konsensusorientering mod gensidig forståelse.

Ved løbende at fastholde og sammenholde de to forståelser af selvbestemmelsesdiskursen i en »krydsstrategi« bliver det muligt at iscenesætte indbyrdes afvigende scenarier i forhold til den samme pædagogiske situation og dermed blive opmærksom på vilkårligheden i de foretagne vurderinger. Så der kan ske handlingsindskydelser på et højere forståelsesniveau.

På baggrund af en undersøgelse af kommende læreres brug af professionel terminologi om selvbestemmelse og individualitet opstilles fem »lærertyper«. I et (for?) langt afsnit kulegraves via interviews de fems opfattelser og vurderinger og deres udvikling efter et år som lærer. Det gøres ved en grundig krydssejlads mellem Habermas og Foucaults positioner. Med pejlemærker i form af spillerum for selvbestemmelse, den »gode« lærer, den »rigtige« viden og den »rette« forvaltning af magt.

Faren er her, at den energiske og vedvarende kredsen om de grundlæggende problemstillinger risikerer at køre læseren træt. Belønningen følger dog den udholdende i et kort og stramt opsamlende sidste afsnit, som præcist trækker dilemmaet om selvbestemmelse op med det formål at udelukke muligheden for, at hverdagsplagede lærere kan forledes til at tro, at der kan produceres eller findes viden, som er entydigt forklarende eller direkte handlingsanvisende.

Altså ingen facitliste desværre og heldigvis.

Ikke at det gør bogen mindre væsentlig, tværtimod. Så uoverkommelig den end kan forekomme, så er dens anvisninger på en krydsstrategi en udfordring af enhver lærers bevidste opmærksomhedsfelt.