Det dobbelte barn

Størstedelen af bogen er klassiske tekster - som Erik Sigsgaard og Hugo Hørlych Karlsen kalder dem - om børns leg og legens betydning. Det er tekster, som i bogform udkom på forlaget allerede i 1991, og som bredt fortæller om legens psykologiske og sociale aspekter, legens former og betingelser og tillige diskuterer begrebet legepædagogik.

Herefter træder Erik Sigsgaard og Hugo Hørlych Karlsen selv i kalejdoskopisk og opsummerende karakter hen over 100 velskrevne og varierede sider, hvor de sociologisk og eksistentielt orienteret forholder sig kritiske til den frie legs muligheder. Den frie leg er truet.

Forfatterne kommer langt omkring på beskeden plads. Men både form og indhold fungerer.

Mange diskussioner om legen og dens betydning, om institutionalisering, om "skolificering" af dagtilbuddet - og så videre - rækker i sagens natur langt ind i skoleverdenen. Helt centralt for bogens opfattelse af nutidens iltfattighed er følgende citat: "Det er, når mor og far og pædagogen begynder at tro på, at det gode liv er det indrammede, tøjlede, disciplinerede, konsekvente, målrettede liv, at børnene får åndedrætsbesvær. Og det samme får pædagoger og forældre, når institutioner, skole- og familiepolitik fra politisk hold søges formaliseret i hierarkiske overvågnings- og kontrolformer i stadig mere omfattende institutionaliseringer".

Bogen er for alle med særlig interesse for leg og opdragelse, men dog først og fremmest til pædagoguddannelsen.