Der går min klasselærer

Det er fem år siden, at jeg trådte ind ad døren til folkeskolen med en dugfrisk lærereksamen i hånden. I den tid har jeg stort set prøvet alle funktioner og haft alle de kasketter på, der er værd at prøve. Jeg har påbegyndt en første klasse og været med til at afslutte en niende klasse. Jeg har siddet i skolebestyrelsen og er tillidsrepræsentant på femte år. Men en ting havde jeg ikke prøvet, klasselærerrollen.

Dette forhold vendte dog med ét tilbage i foråret 2000, da min inspektør forsigtigt spurgte mig, om jeg ikke kunne have lyst til at påbegynde en første klasse fra august 2001 - som klasselærer. Totalt overrumplet over spørgsmålet og uden at vide, hvad jeg reelt gik ind til, sagde jeg ja.

Jeg vidste allerede dengang godt, at der skulle hår på brystet samt et til tider iskoldt overblik til for at bestride hvervet som klasselærer. På afstand havde jeg beundret og samtidig nydt godt af 'mine' forskellige klasselæreres engagement og arbejdsiver, når det handlede om deres klasse.

Derudover havde jeg en svag anelse om, at rollen som klasselærer ville kræve noget mere af mig på alle mulige måder, det være sig mentalt som i tidsforbrug.

Så hvorfor overhovedet gå ind i det, når jeg nu vidste, at det ville være en stor mundfuld og udfordring? Jo, fordi jeg ligesom manglede en dimension i min lærergerning. Det at være den vigtigste person på skolen for en flok børn. Det at stå med det sidste ansvar. Det at involvere mig i nogle elever på en måde, som jeg ikke havde prøvet det før. Det at sidestille de faglige målsætninger med de sociale, hvor jeg førhen klart havde vægtet de faglige. Alle disse ting ønskede jeg virkelig selv at opleve og erfare.

Alligevel er jeg blevet overrasket over klasselærerens mangfoldige opgaver og mangesidige problemer/udfordringer. Opgaver og udfordringer, som spænder lige fra en elevs forældres skilsmisse til, hvem der ikke har fået mælk. Det er helt utroligt, hvad en klasselærer skal være opmærksom på og forholde sig til. Alt sammen for at vores elever får den bedste skolegang som overhovedet muligt. Måske er arbejdsmængden og intimiteten som klasselærer årsagen til, at de fleste klasselærere er kvinder? I skal vide, at jeg respekterer jer for jeres store arbejde, som I leverer dag ud og dag ind.

Det var min intention i starten af dette skoleår at holde lidt øje med tidsforbruget som klasselærer (det er nok en gammel vane som tillidsrepræsentant). Men det har jeg måttet opgive, fordi det at være klasselærer er noget, man er 24 timer i døgnet - så skal der laves ugesedler, så ringer den femte forælder på tre dage og så videre.

Min konklusion er, at mange funktioner er vigtige i folkeskolen, men ingen kommer i nærheden af klasselærerfunktionen. Det er den danske klasselærer, som bærer den danske folkeskole. Det er hende (ham), som får enderne til at mødes i en klasse, og det er hende, som kæmper til det sidste for en elevs eller klasses bedste.

Og hvad får de lærere, som påtager sig denne for folkeskolen livsnødvendige opgave, så for ansvaret. En for lille klasselærerakkord på 75 timer samt et latterligt lille funktionstillæg på et par tusinde kroner om året. Jeg ved simpelthen ikke, om jeg skal le eller græde.

Men klasselærer, det bliver jeg ved med at være, fordi jeg kan lide opgaverne og ansvaret, og så bærer jeg på håbet om, at mine elever en dag vil pege på mig og synge til deres egne børn: 'der går min klasselærer'.

Det må da være det hele værd, ikke.

Martin Empacher er klasselærer på Egegård Skole i Gladsaxe