Der er indvandrerne, og så er der perkerne

»Indvandrerne kan jeg være ven med, perkerne, de er voldelige«, siger Anton i 9. klasse, som personligt har erfaring med begge kategorier.

Vi har dansk, det er lige efter en weekend med ballade.

Forskellen tilspidses i disse år mellem de unge, som bare vil have det sjovt, gå i byen og leve livet, og den gruppe unge, som oplever sig sat udenfor, og som derfor virkelig forsøger at leve op til et ry som »bad guys«.

Ikke alle indvandrerunge er naturligvis ballademagere, men de konkrete triste eksempler bliver til myter, som fylder i hverdagen, og afstanden til et almindeligt sorgløst dansk teenagerliv øges.

»Vi har ikke gjort det godt nok«, siger integrationsminister Rikke Hvilshøj om regeringens integrationsforsøg. Beskæftigelsesfrekvensen går den gale vej, og det bekymrer hende. Om den stigende kriminalitet blandt unge indvandrerdrenge siger hun: »Det er et problem, vi skal have løst, og det er et område, hvor jeg er meget modtagelig over for nye tiltag. Men helt grundlæggende mener jeg, at det handler om, at disse unge skal kunne se, at der er brug for dem i det danske samfund. At der er nogen, der efterspørger dem. Derfor skal vi sige til dem: 'Få nu taget den uddannelse', så skal vi nok sørge for, at de ikke bliver sorteret fra på grund af navnet«.

Det er noget af et løfte, men uddannelse gør ikke det hele. Det ved lærere og ungdomsvejledere alt om. Problemerne har tråde ud i andre arenaer end skolen.

Arbejde giver respekt og selvrespekt. Her er de unge helt enige med ministeren, men arbejde er ikke noget, som venter i en fjern fremtid. Mere end 80 procent af de 15-årige har et fritidsjob og tjener i gennemsnit 12.000 kroner om året. Det giver dem status og penge til forbrug, men også glæden ved at få og forvalte et ansvar og være værdsat af arbejdsgivere og arbejdskammerater. At være en del af et fællesskab. Det er en vigtig del af deres identitet at have fritidsjob. Sideløbende med deres uddannelse er de integreret på arbejdsmarkedet og udvikler andre kompetencer end dem, de får i skolen. »Tid, der bruges godt, kan ikke bruges på noget skidt«, ballade udskiftes med anerkendelse. Indvandrerunge har også brug for fritidsjob, hvorfor har de så svært ved at få et?

Når unge lufter deres statements af frygt eller foragt, søger de i virkeligheden måske mest efter gode råd. Det fylder meget i de unges hoveder, balladen eller risikoen for ballade, og hvis vi glider af eller giver automatsvar, skubber vi eleverne fra os ved i deres ører at lyde som handlingslammede voksne, der ikke aner, hvad der udspiller sig mellem grupperne på gadeplan.

Forskningsprojekter om »de gode historier«, om de indvandrere, som ingen problemer har med uddannelse og job, kunne flytte fokus fra minus til plus og give fingerpeg om nye strategier for integrationsprocessen. Kommunernes SSP-samarbejde (skole, socialforvaltning, politi) burde være det oplagte regi at foretage en sådan undersøgelse i, lokalt forankrede analyser omsat til nye lokale tiltag.

Hvad Anton har iagttaget, har integrationsministeren også erkendt, og hun har givet bolden op og sendt den ind på uddannelsesområdets banehalvdel.

Jeg mener, at vi må have forskningen og erhvervslivet med som medspillere, hvis noget virkelig skal ændres i både holdninger og handlinger til fordel for en vellykket integration af de unge indvandrere.

Helle Bjerresgaard er lærer og cand.pæd.

»Hvad Anton har iagttaget, har integrationsministeren også erkendt«