Der er noget "Krøniken" over bogen, hvis tidsperspektiv er omkring 100 år fra 1880'erne og frem, og som består af 31 smedes og maskinarbejderes erindringsbilleder fra københavnske industriarbejdspladser. Store virksomheder i Københavns hjerte flytter i slutningen af 1900-tallet ud til forstæderne, flytter produktionen til udlandet eller lukker. Det drejer sig om virksomheder som B&W, Valby Maskinfabrik, Titan, Atlas, Lauritz Knudsen, Dansk Industrisyndikat og Vølund. Bogen er først og fremmest en beskrivelse af arbejderkulturen og dennes udvikling og afvikling. Solidariteten og fællesskabsfølelsen var stærk blandt arbejderne i 1900-tallets første fem årtier. En maskinarbejder (født 1926) udtrykker det således: "Vi oprettede Arbejdernes Læseselskab, Arbejdernes Oplysningsforbund, arbejderhøjskoler, kooperativer, andels- og socialt boligbyggeri. Vi handlede i Brugsen, Arbejdernes Brændselsforretning, Arbejdernes Kødforsyning. Og når det hele var slut, sørgede Arbejdernes Ligkistemagasin for den sidste færd".
Mange af erindringsbillederne bærer præg af den bitre og uforsonlige politiske broderstrid, hvor socialdemokrater og kommunister kæmpede mod hinanden om indflydelsen i arbejderbevægelsen. I slutningen af 1900-tallet var arbejdernes politiske stillingtagen en helt anden. En smed fortæller: "Sidste gang stemte jeg på hende, man ikke må stemme på, hvis man ifølge de gamle arbejderpartier skal være stueren". En anden kommenterer arbejdernes politiske tilhørsforhold således: "Det er ganske uforståeligt for mig, at folk, der hele deres liv har støttet Socialdemokratiet eller Socialistisk Folkeparti, kan gå over til de borgerlige partier, herunder Dansk Folkeparti".
Bogen er et stykke interessant socialhistorie og fortjener egentlig en mere omfattende anmeldelse. De 31 erindringsbilleder kan dog være lidt trættende at læse på grund af mange gentagelser og en vis fortælle-monotoni.
Den store bølge
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.