Den spørgende lærer

Bogens ærinde er at undersøge, hvordan man via metoden "Den spørgende hånd" kan fremme refleksion i arbejdet med børn, i skole-hjem-samarbejdet, med kolleger og med ledelsen.

Indledningsvis ridses præmisserne for "Den spørgende hånd" op, der følges til dørs med en lynindføring i forskellige coaching-tilgange med hensigt at ruste læseren til at skabe "sin egen spørgende tilgang".

Bogens bedste kapitel omhandler den spørgende tilgang i kollega- og teamsamarbejdet. Dette samarbejde er præget af symmetri i modsætning til de andre typer samarbejde, bogen beskæftiger sig med. Det kan derfor være problematisk at anvende en term som "kontrakt", som det første led i "Den spørgende hånd", i mødet med børn; kan disse eksempelvis sige nej tak?

Bogen lider af kohærensproblemer; den mangler alt for ofte en indre sammenhæng. For eksempel bekender forfatterne sig flere steder til en socialkonstruktivistisk tænkning, altså at viden og erkendelse sker i mødet mellem mennesker, for så senere at definere læring som et individuelt forehavende. Man fristes til at spørge: Hvis læring er en subjektiv proces, hvad skal jeg så bruge "Den spørgende hånd" til? Manglende kohærens ses også i forbindelse med brugen af Vygotskys begreb "zonen for nærmeste udvikling". Her misser forfatterne fuldstændigt pointen om, at denne "zone" er et relationelt fænomen.

Det kan være et godt pædagogisk udgangspunkt at stille spørgsmål for at være medskaber af forandring. Der er dog væsentlige forskelle på at arbejde med spørgsmål i coaching-sammenhæng og i en pædagogisk relation. En forskel som bogen - helt grundlæggende - desværre ikke beskæftiger sig med.