En initiativgruppe i Den Røde Skole har skrevet en opsamling på de tre møder, som Den Røde Skole har haft indtil videre. Det er blevet til fire stile, som er samlet i en bog. En af stilene fokuserer på sundhed og tager afsæt i, at skolen mener det danske sundhedssystem er underfinansieret, og at der er social ulighed i sundhed.
Flere forbud mod rygning og alkohol
Initiativgruppen refererer til tal fra Kræftens Bekæmpelse, som viser, at resursesvage ryger og drikker mere, end resursestærke. De er i højere grad overvægtige, har oftere længerevarende sygdomme og forlader arbejdsmarkedet tidligere end de resursestærke.
"Ulighed i sundhed imellem ressourcesvage og ressourcestærke er så markant, at den skriger på handling", skriver Den Røde Skole i sundheds-stilen.
Skolen er klar til at gå videre ad forbudsvejen, når det gælder rygning og alkohol.
"Ikke fordi vi elsker forbud, men fordi det på visse punkter er den mest effektive måde at forebygge store sundhedsproblemer".
Derudover vil skolen også have momsen ned på frugt og grønt og op på usunde produkter som slik og sodavand.
Mere krop og sundhed i skolen
Der bør tages fat på sundhedsproblemerne allerede i folkeskolen, mener Den Røde Skole.
"Vi vil have en times 'Krop og sundhed' om dagen fra børnehaveklasse til 10. klasse. 'Krop og sundhed' skal indeholde både bevægelse og forskellige temaundervisninger om kost, rygning, alkohol, basal fysiologi og anatomi', skriver initiativgruppen.
Timen skal lægges oveni de timer, som eleverne allerede har, og specialuddannede undervisere skal undervise i faget. Skolen vurderer, at det vil koste cirka 2,5 milliarder kroner, når faget er etableret på alle klassetrin.
Eksisterende viden skal bruges
Der skal afsættes penge til at omsætte den viden, som forskning i sammenhæng mellem livsstilsfaktorer og sygdom har skabt, mener skolen. I sundhedsstilen skriver initiativgruppen, at der skal sættes ind blandt de 0-6-årige, på arbejdspladser samt i udvalgte bydele med mange resursesvage borgere. Skolen forventer, at et trecifret millionbeløb vil kunne sikre, at den eksisterende viden omsættes til praksis.
Den Røde Skole vil bekæmpe ulighed i sundhed
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.