Den onde greve / Slangeværelset / Tårepersersøen / Savværket i Sorgenfuld

Jim Carrey skal spille hovedrollen i filmatiseringen, og boghandlerne slår forsiderne stort op i vinduerne så må de være gode. Men det er de bare ikke. Når man lokkes af den ualmindeligt lækre indbinding og dragende forside på en af disse små bøger, bliver man nemlig belønnet med en lige så ualmindeligt kedelig og forudsigelig handling. Tre børn mister deres forældre og kommer derfor i pleje hos diverse familiemedlemmer, nye i hver bog. Overalt forfølges de dog af den grumme grev Olaf, som på udspekulerede (?) måder forsøger at få fingrene i deres familieformue. Plottet behøver, som Rowling har vist, ikke at være mere kompliceret end som så, hvis bare karaktererne er sjove, handlingen er overraskende, eller sproget er underholdende. Men selv et meget lille barn vil have regnet plottet ud efter få sider, og karakterernes få særegenheder er statiske og uinteressante. Fortælleren er aktiv medspiller, idet han konstant henvender sig til læseren, foregriber begivenhedernes gang og afslutter hver bog med et brev med oplysninger om næste bog. Men den sparsomme moro, som hans advarsler om ikke at fortsætte læsningen, hvis man holder af lykkelige slutninger, afstedkommer i første afsnit, bliver til voldsom irritation, når de samme spøgefuldheder gentages i det uendelige, og hvert »fremmedord« skal forklares med en søgt morsomhed. Hvis filmen bliver god, så nyd den. Men tro ikke, at bogen byder på noget, og tving for guds skyld ikke børn med skolepligt til at læse den!