Den lille dreng i kørestolen

Vibeke Marx slutter sin fortælling med, at moren lod 'sin dreng i fred, og hvad det angår var han heldig, for der er mange drenge, der ikke får fred for deres mor, før hun ligger under jorden, og måske ikke engang da'.

Se, det er slutningen på det, forlaget kalder et 'nyt og anderledes eventyr', som beretter om den dreng, der nok er handicappet, men som yderligere handicappes af sin mors kærligheds- og omsorgsfulde bekymringer, og som hun hellere i sit moderhjertes godhed vil slå ihjel end overlade til den barske virkelighed.

Drengen derimod lever først rigtigt og stærkt, når moren under sine mordforsøg giver ham frihed til at vikle sig ud af de planlagte ulykker.

Man kan diskutere, om denne bog er til børn, om denne problematik overhovedet skal bearbejdes af børnene. I hvert fald kan man som offentligt ansat rage sig ud i nogle minefyldte områder, hvis man sammen med de små drengejuveler kaster sig ud i samtalen om moderkærlighedens skyggesider.

Den virker som en bog, der først og fremmest har et budskab til mødrene. Sådan en bog, som skolepsykologen eller sundhedsplejersken kunne stikke en altdominerende, kærlighedsbesættende mor til eftertanke og summen i mødregruppen.

Illustrationerne understreger på sin egen måde, at bogen primært er til voksne. En påtaget naiv, grov streg giver associationer til børnetegningen, men også kun det. For de artistiske linier og ansigtstræk signalerer i al sin Miro vulgaris-vælde, at vi har at gøre med voksenfortolkning af børneoplevelser.

Bogen er spændende med sit gode sprog og sine påtrængende illustrationer, men også slingrende i sit budskab, når forfatteren lader drengen overtage ansvaret for moren: 'For fremtiden skal du ikke gå uden for en dør uden mig, det ender bare galt'.

Genremæssigt er fortællingen grænseoverskridende, idet man, så vidt jeg ved, ikke tidligere har skudt en billedbog, der i udstyr signalerer børnebog, lige ind i hjertekulens skyggefulde rum på drengebørnenes mødre.