Den levende kunst

En flok drenge sidder opslugt af en video. 'Det er noget underligt noget, det hele', siger én af drengene, der går i 7.b på Ålholm Skole i Hillerød. På videoen lader kunstneren Ane Mette Ruge nogle mennesker mødes. Kigge på hinanden, kigge på hinandens hænder - eller ikke gøre noget. Klassen har tidligere været på Museet for Samtidskunst, hvor de havde en oplevelse ud over det sædvanlige. Ikke mindst på grund af museets foretrukne udtryksformer, de digitale. 'Børnene ved en masse om pc'er og er helt hjemme i de nye medier. Så udstillingerne her har noget med dem selv at gøre og kan fuldt ud tilfredsstille deres nysgerrighed efter det mærkelige, det sære', siger Anne Mette Hansen, 7.b's klasselærer. Og ja, det er sært, Ane Mette Ruges installation, 'Hortus Digitalis', som kørte på Museet for Samtidskunst i foråret 2002. Det er i hvert fald ikke lige til at forstå. Allerede ude på museets gårdsplads oplever man, at der er noget andet på færde. Der står en campingvogn, og ud af den strømmer der rør; de strækker sig ind i forhallen og går videre ind i bygningens rum, som de forbinder. I forhallen er der også opstillet et videokamera. Det filmer de forbipasserende og projicerer billederne som en del af en videoinstallation oppe på første sal. På den måde er de besøgende en del af udstillingen. Derfor fortæller museumsinspektør Tine Seligmann heller ikke, hvad det er, de gæstende elever ser, og hun fortæller heller ikke, hvad der er rigtigt og forkert i måden at betragte museets kunstværker på. Derimod giver hun nogle koder til at læse det med. For eksempel beder hun de 19 børn fra 7. klasse om at sætte sig helt stille i en rundkreds. Så starter hun et stopur, og først efter to minutter m

Et fælles anliggende

'Der er mange kunstnere, der arbejder med tid. I formidlingen af disse kunstværker er opgaven så at finde ud af, hvordan du kan give en konkret følelsesmæssig erfaring af tiden. Det kan du for eksempel ved at sætte stopuret til. Det giver samtidig en mulighed for at lytte - sammen. Som et fælles anliggende', fortæller Tine Seligmann og fortsætter: 'Tiden - og andre af samtidskunstens temaer - er jo noget, vi ved lige meget om alle sammen'. Tine Seligmann var med i den første flok af formidlere, som kom igennem museumsformidleruddannelsen. Der fik hun, ud over grundviden om ungdomskultur og evaluering, styrket sin faglighed og sine didaktiske metoder. Værktøjer, som gør, at hun nu bedre kan tale det sprog, lærerne benytter sig af.

'Museumsformidleruddannelsen har gjort mig opmærksom på alle de ubehagelige og nødvendige spørgsmål, som man kan og skal stille omkring formidlingen af kunst til børn'.

Formidling af samtidskunst

Da Tine Seligmann begyndte med omvisninger, var det på traditionelle museer. Og hendes omvisninger var da også traditionelle. Hun var eksperten! Men efter at hun kom til Museet for Samtidskunst, har hun eksperimenteret med forskellige former: '... for at finde frem til dét, der passer bedst til samtidskunsten. I forhold til den nye kunst er jeg selv lige så meget på røven som publikum. Ligesom dem skal jeg forholde mig som individ til værket, som kunstnerne har lagt ud - meget åbent, sådan at du får den ene oplevelse, og jeg får den anden. Og i formidlingssituationen er vi 20 individer, der skal have hver vores oplevelse', fortæller Seligmann, der synes, at et af de største problemer er, at formidlingsarbejdet er så lidt synligt ude på museerne. Og så at skolerne bruger alt for lidt tid på kunsten og kunstbesøgene.