Den historiske fantasi

I en tid med megen fokus på tematisk uniformisering af historiefaget er det en glæde at læse Binderups "Den historiske fantasi", der går ind i debatten om historieformidling og historiefaglighed fra en ny vinkel: Den dannelses- og erkendelsesmæssige. Udgangspunktet er at trække sig væk fra det skole- og historiesyn, hvor der findes én sandhed, som eleverne skal lære. Det betyder ikke, at Binderup er en modsætning til kanontænkningen, men at han opererer indefra, i det metodiske felt.

Hans begreb "den historiske fantasi" refererer til ønsket om at stimulere eleverne til at tænke selvstændigt - og dermed kritisk - og til at skabe en overgang mellem kundskaber og sammenhængsforståelse. Så der nås en meningsfuldhed, der bygger på forklaringer og fortolkninger - noget, kundskaber alene ikke giver og derfor udmunder i historieforglemmelse. Det er nemlig, som bekendt, først i det bevidsthedsudviklende og identitetsskabende felt, at den historiske viden bliver aktiv og meningsfuld.

Binderup taler for historiens italesættelse, for brugen af krøniker og narrativer og for de utallige historiefortællende resurser i litterære og dramaturgiske genrer og i samfundet omkring os. Han plæderer for et nej til en historiefortælling, hvor kulturer sammenlignes ud fra en række succeskriterier, der får visse civilisationer til at fremstå som tabere i en konkurrencedisciplin. Historiefaget skal holde fast ved sin diskuterende og argumenterende forholden sig til sit materiale og ikke stille sig tilfreds med en kassesætning af fakta. Binderup argumenterer teoretisk for en levende historieundervisning, og denne bog er virkelig en sund reminder for alle os historielærere, der elsker vores fag.