Den globale fortælling

Eventyr er typiske. I en sådan grad, at forskere kan finde på at kalde dem AT 155 eller måske ligefrem AT 875. Forfatteren fører os ind i eventyrenes univers, både som forskningsgenstand og som begrebsmæssig virkelighed for mennesker gennem århundreder eller årtusinder, overalt på kloden. For hvert typenummer kan sagtens dække over en lang række fortællinger. Tilsyneladende forskellige, men analyserer man dem til bunds, viser de sig at have samme handling, selv om hovedfigurerne er iklædt forskellig ham. Typedannelsen er en menneskelig måde at erkende på, mener forfatteren og giver os så en række spændende tolkninger af nogle eventyr for at afdække typiske træk. Om individets rolle for eksempel. Ikke et specifikt individ, men en generel person, der udtrykker alt det typiske ved netop at være et individ. I modsætning til familien, der som kategori på sin side har nogle andre typiske træk. Han analyserer også de typiske scenarier som naturen eller havet og påpeger, at helten i eventyret meget sjældent drager direkte fra hjemmet til åstedet for den heltemodige gerning. Vejen går altid igennem en natur, der nok i sit ydre er velkendt, men som symbolsk rummer nogle tvetydige egenskaber, som mennesker har tillagt den. Skoven rummer for eksempel store farer, men er samtidig en resurse til gavn for mennesket. Denne dobbelthed smitter af på de figurer, man i eventyret møder der.

Ved hjælp af bogen, der også behandler myter og sagn, kan læseren som kunne være linjefagsstuderende eller lærer på videreuddannelse grave sig mange lag dybere ned i teksterne, end det er almindeligt ved normal litterær analyse af genren. Det er umagen værd at sætte sig ind i dens begrebsverden med de analyserede tekster ved siden af. Men bogen er hundesvær at læse, og man føler sig undervejs udsat for lige så mange forståelsesmæssige prøvelser som nogen eventyrhelt.