Nyt om mennesker, miljø og kultur
Redaktion: Karen Andersen, Lisa Klöcker
og Ellen Farr
12 sider, abonnement er gratis,
udkommer to gange årligt
Mellemfolkeligt Samvirke, telefon 3332 6244
God ide. Endelig er der kontant hjælp at hente for bedre og nemmere at kunne inddrage den internationale dimension, mellemfolkelige og tredje verdens forhold i undervisningen. De to første numre af dette lille blad har valgt henholdsvis 'Handel' og' Børns rettigheder' som deres tema.
'Global Undervisning' er planlagt til at udkomme to gange om året, og det forsøger at skabe et bindeled mellem Mellemfolkeligt Samvirke og skolen. Formålet er at give information og inspiration til globale og tværkulturelle vinkler i alle fag og sikre en dialog med underviserne.
Til hvert tema er der en række gode, kortfattede og helt konkrete undervisningsidéer til forskellige klassetrin. De ledsages af en omfattende materialeliste, hvor der er angivet målgruppe og en kort annotering. Der burde dog også påsættes decimalklassenummer, så søgning på biblioteket eller i opslagsværker dermed ville være hurtigere og nemmere. De fleste materialer stammer fra u-landsorganisationerne, men listen kunne gøres mere anvendelig, hvis også materialer fra kommercielle forlag blev inddraget. Så man kun skal søge ét sted.
Ud over nyhedsbladets aktuelle tema bringes en række nyttige og korte nyheder, aktuelle begivenheder og andre initiativer, der kan bruges i en global undervisning. Der henvises til gode adresser på Internettet om relevante emner. Og i bladets brevkasse og en medfølgende dialogkupon er der mulighed for en direkte dialog mellem brugerne og forlaget. For at klargøre begreberne omkring den globale dimension i undervisningen vil jeg foreslå, at der i et af de følgende numre skrives nøjere om globalisering og global forståelse samt de nødvendige kompetencer.
Brug 'Global Undervisning' og vær helt gratis med til at bakke initiativet op.
Kaare Øster
Den globale dimension
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.