Den gammeldags lærermodel

Den landsby, jeg bor i, ligger netop så langt fra hovedstaden, at den har et liv, som er dens eget. Nok har den umættelige storby stukket sine grådige sugerør ned i vores grundvand, men højere oppe er vi endnu forholdsvis ukontaminerede.

Eksempelvis er vi ikke bange for hinanden. Jeg har ikke nødig at låse dørene og slå tyverialarmen til, når jeg skal en tur ned til DagliBrugsen for at købe ind. På vejen derned møder jeg tit elever fra landsbyens otteklassede skole. De kender mig ikke, men vi hilser alligevel hinanden med et smil og et 'dav'. Sker mødet ved bussens stoppested, hvor en mindre flok venter, træder de tilmed til side, så den ældre herre kan passere. Det er en af de oplevelser, som får hovedstaden til at føles uendeligt fjern.

Landsbyen rummer en række små kraftcentre. Sammen og hver for sig bidrager de til en livs- og omgangsform, hvor venlighed og ansvarlighed erstatter grovhed, grafitti og anden ligegyldighed over for medmenneskene. Menighedsrådet, borgerforeningen, idrætsforeningen og spejderne suppleres af et aktivitetshus, en lokal aftenskole, en historisk forening, et dynamisk bofællesskab - og af landsbyens skole. Uden den var vi ilde stedt.

Heldigvis har skolen så mange elever, at den ikke lever i evig nedlæggelsesfare. Den kan bruge kræfterne på det, den er beregnet til, samt den mere diffuse, men lige så vigtige opgave som social katalysator. Så længe skolen består, vil alle børn i byen og de fleste af deres forældre kende så meget til hverandre, at vi her i byen ikke bliver fremmede for hinanden og derfor forbeholdne, rædde eller ligefrem fjendtlige.

Hertil kommer, at skolen giver husly til vores biblioteksfilial, aftenskole og musikhus. Sidstnævnte er resultatet af et målrettet samarbejde mellem skolen og byens beboere med bofællesskabet som generator.

Ud over den slags syn- og mærkbare goder yder skolen et vigtigt, men ofte uerkendt bidrag til byens trivsel: lærerne.

Nok er landsbylæreren ikke længere den selvfølgelige kirkesanger, sognebibliotekar, protokolfører for sognerådet og sekretær i brugsens bestyrelse. Ej heller tager han gerne ord som 'embede' og 'kald' i sin mund. Alligevel har læreren stadig en vigtig rolle, skønt den hverken fremgår af instrukser eller overenskomster.

Her i landsbyen har vi således en lærer, hvis engagement ikke blot rækker til undervisning, forberedelse, teamarbejde og alt det andet, hans fagforening forhandler med Kommunernes Landsforening om. Han leder vores spejdergruppe og er med i driften af aktivitetshuset, de lokale foreninger og det meget læste sogneblad, som menighedsråd, foreninger, spejdere og skole udsender i fællesskab adskillige gange om året. Den slags er der hverken afsat arbejds- eller forberedelsestid til, men i forholdet til skolens elever og deres forældre er det en indsats, der tæller og bemærkes.

Her i de stille stunder, mens efterdønningerne af årets overenskomstforhandlinger og urafstemninger ebber ud, har det slået mig, at denne kollega, ene mand, her i byen har gjort mere for vores kollektive image end hele det millionstore reklameprojekt, som tidligere på året prøvede at markedsføre lærerstanden med dumsmarte sentenser.

Niels Holst er lærer og indretningsarkitekt