Den enkelte skal kunne få personalegoder mod løntræk

»Det skulle jo nødig blive som i Rusland i 90'erne, hvor lærerne nærmest kun fik udbetalt løn i vodka og syltede agurker!« Sådan lød kommentaren fra Flemming Ernst, da hovedstyrelsen i sidste uge diskuterede foreningens holdning til frynsegoder, som reelt betales ved at trække de ansatte i lønnen.

Private virksomheder viser stor kreativitet med at opfinde måder at »belønne« ansatte på med andet end lønkroner: Aktieoptioner, firmabiler, fitness-abonnementer, sundhedsforsikringer, hjemme-pc'er med netadgang, julegaver og så videre. Ideen er, at personalegoderne er skattefrie for modtagerne.

I et forsøg på at tiltrække og fastholde personale er mange kommuner godt i gang med at kopiere frynset - ofte som træk i ansattes løn efter modellen: »Du får en bærbar computer til en fordelagtig pris, og kommunen henter betalingen over din løn«.

Efter forslag fra en arbejdsgruppe indstillede overenskomstudvalget til DLF's hovedstyrelse, at kredsene skal kunne indgå rammeaftaler om, at medlemmer kan trækkes i bruttolønnen for personalegoder, »som den enkelte ansatte kan tilslutte sig«. Pension, ferieoptjening og beregninger af timelønnen må ikke påvirkes, og medlemmet skal have lokale lønmidler til finansieringen. Man skal kunne komme ud af aftalen igen, og der skal være regler for orlov, fratræden og barsel. Politikken blev vedtaget uden afstemning, men den fik mange ord med på vejen.

En god sag - en tabersag

Niels Munkholm Rasmussen advarede om, at sådanne ordninger kan underminere de centrale lønaftaler og gå ud over medlemmernes realløn, hvis alle andre organisationer indgår lokale aftaler om skattefinansierede personalegoder. Skattefriheden er med til at udsulte det offentlige område, og foreningen må advare medlemmer og andre om de uheldige virkninger, mente han.

»Vi skal tage politisk stilling, og vi har en rigtig god sag«, sagde Niels Munkholm.

Men Lars Busk Hansen var lodret uenig. Det er en tabersag at sige nej, derfor er det en god indstilling, udvalget kommer med, mente han.

»Vi skal lokalt indgå rammeaftaler, som mange medlemmer ønsker. Vi skal derimod ikke til at fortælle dem, om den computer, de tilbydes, er god. Det må den enkelte selv vurdere«, sagde Lars Busk.

»Vi må kortlægge, hvorfor det her ikke er den bedste gave, vi kan ønske os. Der må trods alt være en grænse for, hvor mange personalegoder arbejdsgiverne kan diske op med«, sagde Lotte Lange, som mente, at der mangler forståelse for, at skattegrundlaget undermineres.

Birgitte Baktoft sagde, at ud over reduktionen i skattegrundlaget betyder de private sundhedsforsikringer også, at det offentlige sundhedsvæsen udsultes. Flemming Ernst var ikke uenig. Men, fortsatte han, i Tårnby er sundhedsforsikringen noget, man får oven i lønnen. Der sker ikke løntræk!

»Kan vi holde til, at andre ansatte har tilbud om behandling inden for 14 dage, mens lærerne skal vente tre måneder, fordi de står uden en sundhedsforsikring?« spurgte han.

John Illum sagde, at 850.000 nu har en sundhedsforsikring, og at lærere tegner private forsikringer gennem Lærernes Indkøbscentral. Hvis udviklingen går mod, at flertallet på arbejdsmarkedet har en sundhedsforsikring, må DLF sikre, at lærerne ikke stilles dårligere.

»Vi er vel ikke så meget beton, at vi accepterer, at lærere i nogle kommuner har dårligere forhold end andre personalegrupper?« spurgte han.