"Matematik for lærerstuderende" er et lærebogssystem til den nye læreruddannelse i matematik. Tidligere er grundbogen ("Ypsilon") til fællesdelen i linjefaget anmeldt i Folkeskolen. "Delta" er seriens almene fagdidaktik.
I "Delta" behandles almene fagdidaktiske forhold, teorier og problemstillinger særdeles indgående på fremragende vis. Efter en grundig indledning føres læseren ind i følgende overordnede områder:
Del I: Læring af matematik
Del II: Undervisning i matematik
Del III: Matematikdidaktiske skoler
Del IV: Metaperspektiver på matematik og matematikundervisning.
Forfatternes hovedformål er at diskutere fagdidaktisk teori i meget tæt forbindelse med undervisningens praksis. Matematikkens didaktik er gennem de sidste 50 år blevet veletableret som videnskab, og derfor er der i dag en hel del forskningsbaseret viden på det matematikfagdidaktiske område. Denne viden og disse resultater behandles og understøtter mange af de didaktiske teorier, der præsenteres i bogen. Blandt andet sammenstilles og diskuteres forskellige retninger af konstruktivistisk syn på læring, hvor nogle fællestræk er, at viden og læring ses i et udviklingsperspektiv, og at læring kræver aktiv involvering i processen. I bogen er der løbende opfølgende oplæg til diskussion og refleksion samt praksiseksempler, der understøtter teorierne. Dette betyder blandt andet, at "Delta" - som "Ypsilon" - er meget anvendelsesorienteret, samtidig med at læserens egen refleksionsevne skærpes.
Det er ikke muligt at komme ind på alle genstandsfelter i det meget omfattende værk, men jeg vil fremhæve et par indfaldsvinkler og synspunkter.
At arbejde med den refleksivt lærende bliver vægtet højt - også i forhold til eleverne i grundskolen - og kommunikationens betydning bliver indgående berørt. I den forbindelse bliver vigtigheden af også at kvalificere den faglige terminologi understreget. Dette kan blandt andet understøttes af at gå fra en fokusering på en produktvinkel i tilrettelæggelsen af undervisningen hen imod at fokusere mere på processen - og dermed den kommunikative side. Netop ved at arbejde procesorienteret, kommunikativt og refleksivt vil også fagsproget styrkes, da sammenhængen mellem kognition og kommunikation - mellem sprog og tænkning - er veldokumenteret.
Til understøttelse af den procesorienterede indfaldsvinkel bliver det væsentligt at ændre opgavetyper fra de rutine- og færdighedsprægede til opgaver af mere problemorienteret karakter. I bogen kan der findes god hjælp til, hvordan eksisterende opgaver kan åbnes, ændres, så de giver eleverne mulighed for at formulere og afprøve hypoteser og formodninger.
Den gennemgående tænkning i bogen understøtter kompetencemålene fra KOM-rapporten, der med de nye Fælles Mål bliver et selvstændigt centralt kundskabs- og færdighedsområde.
Som "Ypsilon" er også "Delta" læsevenligt bygget op ved grundige indføringer i indledningen til de enkelte kapitler sammenkædet med diskussionerne undervejs og opsamlingerne til sidst.
Meget anbefalelsesværdig - ikke blot til lærerstuderende. Jeg synes, det lykkes for forfatterne at koble teorierne fra den akademiske verden med virkeligheden i blandt andet 8.b i grundskolen.
Delta
Vi har lavet en ny flot platform. Desværre kunne vi ikke flytte de gamle profiler, så hvis du vil kommentere en artikel, skal du oprette en profil. Og er du ny i debatten – så velkommen til. Tjek eventuelt vores retningslinjer for debatten.
Tak fordi du deltager.