Debatten om debatten

Hr. og fru William Jefferson Clinton havde et hul i kalenderen og kørte en rar søndagstur i bilen.

De var ved at løbe tør for benzin og kørte ind på en tankstation ude 'in the middle of nowhere'.

Tankpasseren, der betjente dem, viste sig imidlertid at være Hillarys gamle skolekæreste. Da tanken var fyldt, og de kørte derfra, sagde Bill til sin kone: 'Hvor er det egnetlig pudsigt, som livet former sig. Tænk hvis du ikke havde mødt mig, så havde du i dag gået rundt og været tankpasserfrue'. Hillary så kærligt på sin mand og svarede: 'Næ honey, så havde jeg såmænd stadig været gift med USA's præsident'.

Historien emmer af enkelthed og afklarethed. Hillary ved, hvad hun er god til. Hun er også meget bevidst om det. Og så bruger hun det fatisk ikke til at dunke sin famøse, pigeglade mand oven i hovedet med.

I det historiske perspektiv er der blevet mere rum til at være mand og mere rum til at være kvinde. Mulighederne for selv at sætte sine egne normer er næsten ubegrænsede. Valg af uddannelse, erhverv, fritid og privatliv er i høj grad op til den enkelte mand eller den enkelte kvinde.

Men pudsigt nok, så er diskussionen om kønnene ikke blevet mere ukompliceret. Tværtimod! En del af forklaringen ligger selvfølgelig i, at vores individualistiske verden byder på et utal af nye problematikker. Men en stigende tendens er, at diskussionen handler om, hvordan diskussionen skal tages.Og debattørerne har travlt med at definere sig som nyfeminister, strammere, slappere, Hanne Vibeke Holst-tilhængere og fisseflokken-tilhængere.

De ivrigste - og mest forurettede - af debattørerne er paradoksalt nok de mest privilligerede. Dem med de længste uddannelser, de fleste muligheder og de fleste penge. Der er som sådan ikke noget galt i at være luxus-feminist. Særligt ikke hvis missionen er at træde vejen for de kvinder, som ikke har kræfter til den intense debat.

Denne mission er dog lidt svær at få øje på.

Ind imellem elitære, hadefulde kronikker og lange mainstreamingrapporter, glemmer vi måske enkeltheden og banaliteten i diskussionen. At ligestilling også handler om at mænd og kvinder, drenge og piger skal leve i fred og fordragelighed med hinanden - i familien, på arbejdspladsen og i skolen.

Det er jo ikke mærkeligt at ordet 'ligestilling' ikke tænder de store julelys i øjnene på skoleelever og unge i almindelighed, for inden vi går i gang med diskussionerne, skal vi først finde ud af, hvordan det er mest korrekt at diskutere.

Tidens trend er tekniske, akademiske analyser af køn og ligestilling. Det gør det altså ikke lettere at forklare børn og unge, at det altså er vigtigt med ligestillingen.

Undervisning i ligestilling - eller ligebehandling om man vil - er og bør være en af folkeskolens centrale opgaver, fordi det handler om demokrati, menneskeværd og solidaritet. Sådanne emner er for vigtige til at blive reduceret til spørgsmål om tolkninger af tekniske ligestillingsrapporter og hvem, der har den mest kønspolitisk korrekte kasket på.

Vi er nødt til at fokusere på det enkle og det nærværende.

Denne enkelthed havde tidligere omtalte fru Hillary helt styr på, da hun på FN's 4. Verdenskvindekonference om kvinders ligestilling udtalte: Menneskerettigheder er kvinderettigheder og kvinderettigheder er menneskerettigheder.

Så let kan det siges!

Jane Korezak er næstformand i Kvindeligt Arbejderforbund