Zebrapigen er ikke en fagbog om cutting

Jeg synes ikke, Annette Westrup yder Sofia Åkermans bog »Zebrapigen« retfærdighed i sin anmeldelse. Frem for alt undlader hun at anmelde bogen på dens egne præmisser, hvad der altid bør være en anmelders fornemste pligt.

Der er tale om en selvbiografi, ikke en fagbog om cutting, så det er altså Sofias egne, stærkt personlige oplevelser og tanker, der er det bærende i fortællingen. Hun kommer med vilje ikke med færdige svar og løsninger. Hun fortæller, hvad der har været svaret for hende, men det behøver ikke nødvendigvis at være svaret for andre. Derfor synes jeg, at Annette Westrups konklusion er misvisende og, undskyld mig, en smule arrogant. »Mon det er så smittende, som eksperter i dagspressen strides om?« spørger hun. Jo, cutting er smittende. I Sofias gymnasieklasse var der for eksempel 12 piger, der skar i sig selv.

Det er tydeligt, at Westrup har kedet sig, mens hun pligtlæste bogen, og hun har slet ikke formået at sætte sig ind i den unge forfatters univers. Det synes jeg er synd for læserne af hendes anmeldelse, og det står også i skærende kontrast til en fremragende lektørudtalelse, en femstjernet anmeldelse i Jyllands-Posten. Også svenske og norske anmeldere har over en kam rost bogen, som har hjulpet mange unge i samme situation som den, Sofia har været i. Og det er netop det, der har været forfatterens hensigt med at skrive bogen. At hjælpe andre.

»Man bliver ikke klogere på selvskade-problemet, den forklarer ikke noget, beskriver kun«, lyder anmelderens dom. Ja, netop, og så er det op til læseren at drage sine egne konklusioner.

Læs anmeldelsen af »Zebrapigen« på side 33.

Forkortet af redaktionen