WPP - der er igen i år noget at komme efter

Igen i år danner Politikens gamle trykkehal rammen om udstillingen af de udvalgte billeder fra konkurrencen World Press Photo. Udstillingen kan ses frem til den 15. oktober.

Men måske har skolen ikke muligheder for at komme til udstillingen. Det kan skyldes "åben skole" med lukket kasse - eller penge nok, men begrænset "åben-tid" - eller... Hvad det end skyldes, så er billederne en gave til undervisningen.

Så hvis skolen ikke har tid eller råd til at komme til udstillingen, så kan man finde billederne i det vue, som World Press Photo har lagt på nettet:

https://www.worldpressphoto.org/collection/photo/2017

Men stærkest er det altså at se disse billeder, ophængt i store formater. Og dertil er der øjenåbnende materialer til besøgende skoleklasser.

Hvis man lader øjet glide hen over rækken af billeder, træder krig, katastrofer og flygtninge frem som det dominerende, dels fordi der er mange af dem, men også fordi blod og redningsveste har den iøjnefaldende røde eller orange farve. Ved et nærmere blik er der billeder, som er livsbekræftende eller som i hvert fald viser menneskets evne til at skabe sig en dagligdag; Jonathan Bachmans foto af en ung, sort kvinde, der kun bevæbnet med værdighed står og trodser de kampklædte politifolk, har overvældet mig. Hossein Fatemis foto af den iranske kvinde, der har fået en kosmetisk operation af sin næse, kan prikke til opfattelsen af livet i Iran. Og Wang Tiejuns billede af små skolepiger, der udfører deres daglige 30 minutters tå-pres-træning, kan måske inspirere.

Men også billeder, hvor gruen ikke findes i de markante farver, men i et tomt blik, et stivnet kropssprog eller en sindssyg detalje. Værst af alle har det for mig været at se Laurent Van der Stockts foto af en forskræmt pige, der står uden for familiens hus i Mosul, mens irakiste specialstyrker ransager. Men også Magnus Wennmans billede af den totalt udslukte flygtningepige fra Mosul giver gåsehud. Valery Melnikov har taget et foto af et par, der flygter fra deres hus, som rammes af bomber i den russisk-ukrainske krig. Dette billede får pludselig et særligt nærvær, når man opdager de i situationen helt aparte sko, som kvinden har på.

Der er sportsbilleder og naturbilleder, som viser både kraft, skønhed og ulykke.

Men så er der vinderbilledet: Årets pressefoto. Burhan Ozblici har været på det rigtige sted på det rigtige tidspunkt, selv om han måske vil være den eneste, der anvender ordet rigtig i denne sammenhæng: Billedet forestiller den råbende, tyrkiske politimand, som skød og dræbte den russiske ambassadør i Tyrkiet, netop som han var ved at åbne en kunstudstilling i Ankara.

Billedet er vel ikke særlig fremragende som foto betragtet, men alligevel er det helt unikt i sin indfangning af situationen. Men man kunne stille sig det etiske spørgsmål, om det er rimeligt på denne måde at give en terrorist og hans handling en sådan bevågenhed.

Billedet og denne problematik fik mig til at gå gennem udstillingen med en indre stemme, der sagde: Ville jeg synes, at dette billede er etisk i orden, hvis jeg selv var en af personerne på billedet?