Vokalsjusk

De unge (københavnerne?) startede det - og nu er det ved at snige sig ind på befolkningen i det ganske land: Ændret udtale af vokalerne i vort sprog.

Vi rider tilsyneladende på en stadig voksende 'vokal a-bølge': Både e og æ udtales mere og mere almindeligt som a.

Hvad e'et angår kan tendensen måske bedst illustreres med følgende fonetiske 'vrøvlehistorie':

'Ifølge prassen er det et pras at prasse tratten moraller på frammed adrasse. Den har generalt rat i, at der må bramses op, før man kører trat. Og forrasten - hvor skal man prasse rasten?'

(Sagde prasten. Men det er en anden historie.)

Med hensyn til æ ¡ a er det, ud over præsten, især gået ud over ord som træt, kræft (er lig med kræft eller kraft?), bræt, brændt, dræbt, græs og grænse. En 'vrøvlehistorie' over disse ord vil dog nok blive for makaber - så den undlader jeg.

- Forsøger dansklærerne mon at gribe ind over for dette vokalsjusk? Eller er de allerede selv blevet ofre for en ungdommelig fonetisk sprogdille måske uden at tænke over det?

Henning Andersen

Brenderup