Vis mig din undervisning, så må du se min.

”Nej tak, jeg skal sgu ikke filmes,” griner min kollega. Jeg er Relationskompetencevejviser og forsøger at overbevise hende om, at vi skal video-optage korte sekvenser af vores undervisning. Vi har brug for små stykker autentisk praksis som udgangspunkt for en snak om det der virker, når vi underviser. Jeg kan godt forstå hende. Vi ser kun hinandens undervisning i glimt, aldrig bevidst iagttagende. Det gibber også i mig, når jeg har tilskuere i mine timer. Det er oftest eksterne samarbejdspartnere der er på besøg i min klasse. Og de er der for at opleve specifikke elever i samspil – ikke mig på tynd is. Det virker lettere at mødes på lærerværelset og udbryde ”For helvede, hvor Peter kravlede på væggene i dag!” end det ville være at have en kollega til at bevidne min afmagt, når det ikke lykkes mig at få Peter talt til rette.

Tid til tillidsfuld sparringskultur

Vi taler faktisk ofte om vores undervisning. Lytter, opmuntrer og forsøger at komme med gode råd. Men det er svært at se konstruktivt på sin egen indsats, særligt når bølgerne går højt, og eleverne udfordrer os.

Hvorfor virker det så farligt for os at invitere hinanden ind bag de lukkede døre? Vi har intet at skamme os over. Vi risikerer at stirre os blinde på vores egen måde at klare sagerne på, uden input fra kolleger. Vi har brug for tid til at etablere en sparringskultur, hvor vi får tillid til hinandens gensidige supervision. Kommune og ledelse skifter måske mening lige om lidt; så er der ikke længere Relationskompetence på menuen, men en portion, dugfriske tiltag med nye forskeres velmente råd.

Vi lærer af hinanden og i fællesskab med andre i en omskiftelig hverdag med komplekse krav til vores professionelle virke. Lad os insistere på tid til værdifuld kollegial sparring, hvor vi er sammen om at holde skruen i vandet gennem et langt og levende lærerliv.