Virkelige værdier

Med udsendelsen af hæftet 'Værdier i virkeligheden' har undervisningsministeren ønsket at fremme en etisk og dermed filosofisk debat i skoleverdenen, og den bakker Folkeskolen op om i nummer 27-28 med en enquete om de ni værdisæt, som oplægget foreslår som udgangspunkt.

I filosofiske diskussioner er det vel almindeligt anerkendt, at man må indstille sig på en høj grad af sproglig præcision, hvis man ønsker at undgå lommefilosofiens faldgruber. Derfor finder jeg det da også ganske pinligt, at ministeren i de ni værdisæt har medtaget et begreb som solidaritet. For mig er der ingen tvivl om, at dette begreb i sig selv er værdineutralt. Det får først sit etiske perspektiv, når der skal tages stilling til, hvem eller hvad man vil vise solidaritet med. Man tør vel gå ud fra, at hun ikke har tænkt på den form for solidaritet, man kender fra mafiaen eller rockerbanderne. De er nu ellers nok nogle af dem, der dyrker dette begreb mest kompromisløst.

Jeg er naturligvis opmærksom på, at denne tankeløse omgang med begrebet er vidt udbredt i medierne. Forklaringen er uden tvivl, at mange bruger begrebet i en sammenhæng og inden for en kreds, hvor det forekommer dem så indlysende, hvem man bør vise solidaritet med. Således har fagbevægelsen traditionelt brugt det som sit bannermærke, uanset at kravet om solidaritet ikke kan være mindre stærkt på arbejdsgiversiden. At tankeløsheden er vidt udbredt, vil jeg imidlertid ikke anerkende som en undskyldning, når der er tale om et ministerielt papir, der skal være grundlag for en seriøs debat.

I Folkeskolens enquete er Jens Raahauge blevet bedt om at behandle værdisættet 'solidaritet og omsorg'. På ovenstående baggrund kan jeg ikke andet end finde det meget påfaldende, at mens denne kendte danskmand nævner og kommenterer begrebet omsorg hele fire gange, så bliver begrebet solidaritet overhovedet ikke nævnt.

I forbindelse med udsendelsen af hæftet har ministeren i øvrigt i medierne fremsat et par betragtninger, der for mig yderligere rejser tvivl om seriøsiteten i projektet.

Den ene er hendes ønske om, at de enkelte skoler hver for sig skal søge at finde frem til de grundlæggende værdier, der kan betegnes som fælles i dette land (mine fremhævninger). Det må man da vist have lov til at kalde en særpræget opgaveformulering.

Den anden er, at hun ønsker at legitimere subjektiviteten i skolen ved at opfordre lærerne til frejdigt at give udtryk for deres personlige holdninger og meninger. Er der her tale om en ideologisk blanco-check til lærerne med risiko for en efterfølgende udløsning af en ny indoktrineringsdebat, eller gælder opfordringen kun de lærere, der har de 'rigtige' holdninger og de 'rigtige' meninger?

Ib Granerud

tidligere undervisningsinspektør