Vildledning om folkeskolen

Grethe Andersen, pædagogisk leder ved Vesterkæret Skole, giver i sit indlæg »Ny næring til læring« i NORDJYSKE torsdag den 12. marts 2015 en fremstilling af folkeskolens aktuelle tilstand, der ligger milevidt fra virkeligheden.

Indlægget er én lang og postulerende sammenstilling af floskler og politisk korrekte, indholdstomme reform-buzzord. Som blind tilhænger af folkeskolereformen erklærer hun entusiastisk, at reformen allerede nu slår igennem ude på skolerne i form af »en meget stor lyst og vilje til at nytænke skolens praksis«.

Dette afspejles i hvert fald ikke af den undersøgelse af lærernes oplevelse af deres egen hverdag under reformen, som Aalborg Lærerforening gennemførte for nylig:

»Hvordan vurderer du mulighederne for at løse dine opgaver kvalificeret?« 51 procent: Det kan slet ikke lade sig gøre. 44 procent: Det kan lade sig gøre i et rimeligt omfang. 3 procent: Det godt kan lade sig gøre.

»Er antallet af undervisningstimer passende i forhold til forberedelse, forældrekontakt m.m.?« 64 procent: Det absolut ikke er passende. 30 procent: Det er nogenlunde passende. 6 procent: Det er passende.

»Overvejer du helt at forlade lærerjobbet på grund af de ændrede vilkår?« 22 procent overvejer det kraftigt. 51 procent overvejer det en gang imellem. 26 procent overvejer det ikke.

Det fremgår af tallene, at der er store forskelle, hvordan reformen rammer. Nogle lærere er mere ramt end andre.

Jeg førte gennem en periode på seks uger dagbog over min forberedelsestid, og i hvor høj grad den gjorde det muligt for mig at møde forberedt op til undervisningen. Resultatet for de 30 dage var:

10 dage uforberedt. 6 dage ringe forberedt. 8 dage mangelfuldt forberedt. 3 dage velforberedt. 3 forberedelsesfri dage.

I den forgangne uge havde jeg fri mandag, men har maksimalt én klokketime denne dag til forberedelse. Tirsdag lagde skolehjemsamtaler beslag på forberedelsestiden. Onsdag gjorde interne møder det samme. Mit skema er sådan, at torsdag og fredag har jeg ikke nogen tid til forberedelse.

Sådan kan man ikke drive skole.

Reduktion af lærerens forberedelsestid er kun én del af problemet. En anden er, at selv om reformen nominelt har øget undervisningstiden, slår dette ikke igennem reelt. To eksempler herpå:

Når læreren ikke kan forberede sin undervisning, før han skal undervise, er han nødt til at gøre det, mens han underviser. Han lader for eksempel 8.a arbejde på egen hånd i matematik, mens han, forstyrret af afbrydelser, forsøger at forberede fysik i 8.b, som han skal have i den efterfølgende lektion.

Da læreren ikke har tid til at rette elevernes afleveringer, er antallet af disse faldet drastisk. Mange steder er otte danske stile og otte matematikafleveringer om året blevet til to af hver.

Konsekvensen er uafvendelig: Fagligheden falder.

Grethe Andersen stikker offentligheden blår i øjnene med sit forførende skønmaleri af den enestående udvikling, folkeskolen er inde i. Det er dybt problematisk, at en systemets kvinde på den måde bilder forældrene ind, at deres børn modtager en bedre undervisning end før, når den i realiteten er væsentligt ringere.

Grethe Andersen skruer dermed forventningerne til lærerne op i en virkelighed, hvor de ikke engang har resurser til at gennemføre undervisningen på status quo-niveau.

Aalborg Kommune har kaldt sin vision for folkeskolen for Noget at have det i. Var der nogen, som lo?

Ovenfor taler jeg helt bevidst om undervisning, ikke om læring. Regeringen og KL tror, at de kan reducere forberedelsen til noget nær intet og ikke kun gøre skaden god igen, men tilmed øge elevernes udbytte af skolegangen ved at indføre et pædagogisk og bureaukratisk hokuspokusbegreb som læring. De tager fejl.

Forældre bør stille sig selv spørgsmålet, om de har mest tillid til en forberedt lærer, der underviser, eller en uforberedt, der skal etablere de læringsrum, hvori eleverne selv skal tilegne sig stoffet. Mens de overvejer, tikker uret.