Vi risikerer, at ny uddannelse bliver svær at tage for dem, vi allerhelst vil have videreuddannet

Med professionsreformen åbner politikerne nu for en række nye masteruddannelser, herunder en psykologfaglig professionsmaster, der skal være målrettet blandt andet lærere og pædagoger i folkeskolen. Det er et vigtigt skridt. Der er brug for flere medarbejdere med specialiseret viden, der kan støtte elever og lærere i den inkluderende skole.

Men hvis uddannelsen for alvor skal gøre en forskel, kræver det, at vi rammer rigtigt fra start. Som aftalen ser ud nu, er der to afgørende forhold, som bør gentænkes: adgangskravene – og studieformen.

Skoleerfaring bør være en forudsætning

I dag står lærere i næsten hver eneste klasse med elever, som ikke får den nødvendige støtte. DLF’s seneste inklusionsundersøgelse viser, at næsten 9 ud af 10 lærere oplever, at der er elever i deres klasse, som har brug for særlig støtte, men ikke får det. Og 4 ud af 10 lærere fortæller, at deres muligheder for at få hjælp til inklusionsopgaven er blevet ringere over de seneste fem år.

Når det er udgangspunktet, giver det god mening at styrke kompetencerne i skolen. Men det forudsætter, at dem, vi klæder på, allerede har erfaring med undervisning og inklusionsarbejde. Den psykologfaglige professionsmaster vil kunne styrke den tværfaglige indsats og gøre arbejdet mere praksisnært – men kun hvis de fagprofessionelle har kendskab til skolens kontekst.

I den politiske aftale stilles der imidlertid ikke krav om undervisningserfaring som adgangsbetingelse. Det er en mangel. Der er behov for faglig specialisering, ja – men med rod i praksis. Mange steder oplever lærere, at der er for langt mellem skole og støtte, og at viden ikke altid omsættes til løsninger, der virker i klassen. Derfor bør masteruddannelsen målrettes de erfarne – dem, som i forvejen er tæt på eleverne og ved, hvordan læring og trivsel spiller sammen i hverdagen.

Mulighed for deltid

Aftalen lægger op til, at professionsmasteren i første omgang udbydes som et étårigt fuldtidsstudium med SU. Først senere kan deltidsforløb komme i spil – uden SU og med krav om sideløbende arbejde.

Men det vil i praksis betyde, at mange lærere, der i dag løfter en stor opgave med børn med særlige behov, ikke har mulighed for at tage uddannelsen. En fleksibel, praksisnær model med deltidsmulighed fra start ville give langt flere mulighed for at videreuddanne sig uden at forlade klassen – og netop fastholde deres erfaring i det fælles arbejde med elevernes udvikling.

Her er en reel risiko for, at uddannelsen bliver mindre tilgængelig for dem, vi allerhelst vil have videreuddannet. Det er vigtigt, at ambitionsniveauet for professionsmasteren også afspejler skolens behov for stabilitet og kontinuitet – ikke mindst i det specialpædagogiske arbejde.

Et stærkere udgangspunkt 

Der er, umiddelbart, bred opbakning til at løfte kvaliteten i den inkluderende skole. Men det kræver, at vi gør det med respekt for den virkelighed, vi står i. En professionsmaster skal være et redskab til at styrke indsatsen – ikke en ny barriere.

Mit håb er derfor, at vi justerer kursen en smule. Hvis vi: 

- stiller krav om undervisningserfaring som adgangsbetingelse 

- og sikrer mulighed for deltidsstudie fra starten

... kan vi få en uddannelse, der både bidrager med ny viden og bygger videre på den erfaring, der allerede findes i skolen.

Det er en mulighed for at forbinde teori og praksis, faglighed og hverdag – og dermed give både lærere og elever det bedst mulige afsæt. Lad os bruge professionsreformen til at gøre det, der virker, endnu stærkere.