Vi kæmper for velfærd

Professor Henning Jørgensen forsøger i en kronik i dette nummer af Undervisere at analysere Danmarks Lærerforenings ageren i den aktuelle virkelighed.

Professoren tager afsæt i en rapport om DLF fra 1990. Det er korrekt, at vi dengang kaldte vores strategi »at gå på to ben«. Men det er langt fra virkeligheden, når professoren påstår, at fortidens tankesæt har lukket foreningens øjne for nutidens udfordringer.

Den arbejdstidsaftale, der er et resultat af forårets overenskomstforhandling, er et opgør med New Public Managements snigende indmarch i skolesystemet. Grundideen i aftalen er præcis at sikre lærernes professionelle råderum. Mads Lebech (KL) og Anders Bondo kalder i et fælles indlæg i Politiken den 14. august den nye aftale for et kulturbrud. Så når professoren fastslår, at lærerne er sat til at registrere tidsforbrug frem for at tage beslutninger, så overser han, både at vi vedvarende har presset arbejdsgiverne, og at vi har haft succes med det.

Også DLF's kritik af den tiltagende bureaukratisering af skolen tegner til at bære frugt. For selvfølgelig er vi dybt optaget af, at urimelige centrale beslutninger om, hvordan skolegangen skal indrettes, forringer lærernes muligheder for at lave de rette tiltag på de rette tidspunkter. Derfor har vi konstant været i front for at få politikerne til at ændre kurs. Et resultat er Undervisningsministeriets monsterudvalg, hvor vi sammen med andre af folkeskolens interessenter entydigt har anbefalet ministeren og Folketinget at forenkle regeltyranniet.

Til professorens efterlysning af vores engagement i velfærdsstatens udvikling er der kun at sige, at det er fuldt udviklet og intakt. Vi kæmper for at bevare fællesskabets skole. Det kræver et opgør med den markedsgørelse af den offentlige sektor, som vi er vidner til. Under overskriften Vilje til Velfærd arbejder DLF, BUPL og FOA tæt sammen. Vi deler bekymringen for velfærdssamfundets fremtid, og det holder vi ikke for os selv.

At kæmpe for sine værdier kræver klar tale, formaner professoren. For nogle år siden udtalte en anden forsker, Dorthe Pedersen, at fagbevægelsens eneste mulighed for at få indflydelse var at hacke sig ind på dagsordenen og fastholde visionen.

Sandheden om, hvad der virker, afhænger nok af situationen, man er i.

Læs Henning Jørgensens kronik på side 28. Den er baseret på en længere artikel, »Har fagbevægelsen (og DLF) en fremtid?«, som kan læses på folkeskolen.wp.stage.combell.peytz.dk

»Vi kæmper for at bevare fællesskabets skole. Det kræver et opgør med den markedsgørelse af den offentlige sektor, som vi er vidner til«