Vi har da en uddannelse

Da jeg læste artiklen »'Trin for Trin' hører ikke hjemme i folkeskolen« i Folkeskolen nummer 16-17, var jeg ved at kløjes i kaffen, der er amerikansk (Colombia), men tilberedt på dansk maner.

Uden at gå i nærkamp omkring materialets lødighed mener jeg, at artiklens hovedbudskab bærer præg af en eklatant nedvurdering af danske lærere/pædagoger.

De fire seminarieår giver os de selvstændige pædagoger og lærere, som jeg er stolt af at være skoleleder for. De lærer at sætte spørgsmålstegn i forbindelse med de forhold, som de møder i deres dagligdag, ikke mindst autoritære undervisningsmetoder.

Det, der adskiller de professionelle fra de ivrige amatører, er, at de har beskæftiget sig med studier omkring pædagogik, psykologi, didaktik, metodik og andre forhold, der netop skal gøre dem i stand til at tilpasse deres undervisning og materialerne til den verden, de og eleverne lever i.

Brugerne af materialet påduttes i artiklen ved en lille sproglig krølle, at socialiseringen af eleverne kun foregår, når materialet benyttes: Analogt vil det sige, at eleverne kun får motion i idrætslektionerne og kun lærer om sund mad i hjemkundskabstimerne.

Hos os og i børnehaven ved siden af skolen indgår arbejdet med »Trin for Trin« i relationsarbejdet, men mens relationsarbejdet hurtigt kan blive privat i sin form, er »Trin for Trin« glimrende til at arbejde med gruppeforståelse. Her lærer børnene at formulere, hvad det er, de går og tumler med: De fleste børn ved godt, hvad det vil sige at opføre sig ordentligt. Ja, men det er ikke de fleste, der kan formulere det klart - før de lærer det. Først da kan vi forvente fælles fodslag.

Kom med et dansk materiale, så skal vi se på det. Og fri os for, at børn godt ved, hvordan de skal opføre sig, når instruktionen oftest er: »Ka' du så se at opføre dig orden'lig!«

Det er imod tankerne i både »Trin for Trin« og relationskompetence. Vi har da flere værktøjer i kassen. Det er det, vores uddannelse går ud på.