Verdensborgeren i Istanbul

Istanbul kalder Danmark! Her sidder verdensborgeren Knud-E. Hauberg-Tychsen og meddeler Folkeskolens læsere i nummer 48, at han hverken er dansk eller tyrk, kristen eller islamit. Navnet Knud er ellers et af Danmarks almindeligste drengenavne, og mindst fire danske konger har båret navnet. Seks konger, hvis to Hardeknud regnes med. Her er virkelig nordisk identitet. Navnet betyder sandsynligvis: knude. Den identitetsløse Istanbul-borger søger at løse en knude vedrørende muslimske indvandreres etniske forskellighed og sammenligner deres forskellighed med en lige så etnisk forskellighed i kristne menigheder i Danmark. Så ved I det, baptister, pinsemenigheder, indremissionske, grundtvigianere, blot glemmer udenlandsdanskeren, at I er danske, men det er indvandrerne ikke (endnu).

Fra Istanbul får vi også at vide, at det vil tage et par generationer med muslimsk assimilation i det danske samfund. Gid det var så vel! Her til lands ville vi være tilfredse med integrering i forhold til muslimsk indvandring, men tværtimod bliver indvandringen en belastning for det danske velfærdssystem, som det fremgår af beregninger, Økonomiministeriet udarbejdede allerede i 1997 og senest opdateret i rapport fra Rockwool-fonden. Der er gode grunde til at stoppe op og ikke som DLF at kaste sig ud i tilbud om uddannelse som vidundermidlet til integrering. Hvad nyt-ter igangsættelse af uddannelse for den muslimske pige, når den giftemodne alder betyder, at hun derefter ikke færdiggør uddannelsen eller opgiver at bruge uddannelsen, især hvis hun bliver gift med en person fra oprindelseslandet. Derfor har vi en diskussion her i landet om familiesammenføringsregler. Af samme grund vil den nye regering måske etablere et integrationsministerium. Et tydeligt tegn på, at Danmark har voksende problemer på integrationsområdet.

Istanbul-iagttageren ser sig selv som hævet over en person, der bor 'i den monoetniske provinsby Aars'. Tør jeg nu sige til verdensborgeren, at vi her har irakere, afghanere, tamiler, kurdere og tyrker, uden at vi føler os multietniske. Og let galgenhumoristisk kan jeg bemærke, at opholdet i Istanbul måske alligevel forsødes af overførselsværdier fra Velfærdsdanmark til et menneske, der kun er marginaldansker.

Torben Thomsen

Aars

Redaktionen betragter hermed debatten mellem Knud-E. Hauberg Tychsen og Torben Thomsen som afsluttet