Venter du på mig i fjeldet?

Venter du på mig i fjeldet?

Ivalu er et pigenavn, der oftest bruges i Grønland. Navnet kommer fra Thule, og det betyder ”senetråd”. Senetråd blev fremstillet af sener (deraf navnet) fra særlig narhvaler. Senerne blev tørret, så blev de trevlet og så trak man en passende trevl af senen og snoede den, inden den blev anvendt som sytråd. På vestgrønlandsk betyder ”sene” ujaloq, i Thule vil man sige Ivaloq. (og lidt royalt bonusinfo: Tilbage i 2011 blev blev den lille datter af kronprinseparret døbt prinsesse Josephine Sophia Ivalo Mathilda.)

”Ivalu” er også titlen på en ny grafisk roman af Morten Dürr og Lars Horneman.

Grafiske romaner er bøger med mange billeder, og her i ”Ivalu” er det særligt billedsiden, der fortæller den forfærdelige historie om Ivalu. De første seks siders opslag trækker læseren tættere og tættere på en verden, der ligger under skyerne, bag isbjergene og inde i bygden, der består af smukke kørte træhuse. Kirken står i yderkanten under bjergskråningen, ravnen flyver på alle billeder i silhuet og varsler, at dette ikke er smuk historie om fangstvejr og god sæljagt. Det vil blive en uhyggelig historie, tænker man som læser. Det er det også. Som nabo til de små træhuse ligger boligblokkene, der blev bygget i Nuuk og andre grønlandske byer i 1960’erne, da man bestræbte sig på at flytte beboerne i de små bygder ind til større byer.

Her bor Ivalus søster. Og Ivalu boede her. Ivalus søster skal sammen med sine skolekammerater og alle i byen tage mod Dannebrog og dronningen, der kommer med skib. Så skal man have sin nationaldragt på.

Nu fortælles den grumme historie om incest og vold og druk og selvmord. Det er billederne, der fortæller det meste. Man ser Ivalu med sin søster i tilbageblik, hvor der også er en ganske kort tekst:

”Efter festen …. Kom han ind på vores værelse. Skubbede mig uden for døren. Jeg kunne ikke se… men jeg kunne høre ham. Og dig.

Du græd. Og sagde, det gjorde ondt. Han sagde: Du vænner dig til det.

Vi sov i ruinen, fordi du ikke ville hjem. Fordi det gjorde ondt. Fordi du ikke vænnede dig til det.” Billedsiden her er blandt andet en Edward Munchsk pubertetspige, der sidder skrækslagen på sin seng i mærket omgivet af uhyrlige drager med skarpe tænder.

Nu er Ivalu forsvundet. Hun er væk. Tilbage er hendes nationaldragt, som søsteren nu må bære til dronningebesøget.

”Jeg har dit fine tøj på , Ivalu. Han tvang mig til det.

Nu er det mit tøj. Ikke dit. SÅ kan du lære det. At man ikke skal løbe væk. Sådan siger han.” Her er billedsiden (som i alle opslag med den sorte ravn i silhuet) fyldt med kors. Det ligner kirkegården uden for Tasiilaq, den kirkegård man fik set i dokumentaren: ”Byen hvor børn forsvinder”, der blev sendt på DR i maj 2019. Her så man dokumentation for, at hver femte ung i den isolerede by i Østgrønland begik selvmord. Og mange, mange børn og unge var udsat for seksuelle overgreb fra familiemedlemmer. Det var en rystende dokumentar, der begyndte og sluttede på en kirkegård lidt uden for byen. Det er den kirkegård, man ser i bogen om Ivalu.

Bogen om ”Ivalu” fortæller den historie, der næsten ikke kan sættes ord på. Faderens overgreb på Ivalu, søsterens viden om, at der ikke er nogen udvej for hende selv, den håbløse fremtid, det smukke land, de store isfjelde, det forsumpede hjem og de to søstres venskab bliver alt sammen skildret i tegningerne af Lars Horneman. Det er så blåt, så smukt og så rystende. ”Venter du på mig i fjeldet?” spørger søsteren Ivalu. Det kan man ikke håbe. Man må ønske, at der er en udvej og en fremtid for alle unge. Også Ivalus søster.

Bøger behøver ikke være fyldt med ord for at fortælle gode historier, man ikke kan glemme. Billedbøger kan fortælle med uforglemmelige billeder.

”Ivalu” er lige udkommet på forlaget Cobolt. Forsiden er helt koboltblå.

P.S: I maj var jeg på besøg på samme kirkegård. Smukke hvide kors i træ, der stod samlet på vejen ud mod Blomsterdalen. Mange af korsene var pyntet med kunstige blomster i klare og lysende farver, de stod som en stor kontrast til dalen, hvor sneen netop var smeltet. Her var en flok unge ude på kirkegården for ”at hilse på”. Der lå mange, mange unge begravet. Alt for mange. Bodil Christensen