Velkommen til reformland

Velkommen til REFORMLAND

Kronik bragt i Kristeligt Dagblad, 14. maj 2013, af Karin Sauer

Er det erfaringen med de sidste års mange elendige reformer, der er årsag til at danskerne ikke klapper i hænderne af heldagsskolen? Eller er det fordi den ikke løser de grundlæggende problemer i folkeskolen. Eller begge dele?

Antallet af reformer de sidste 20 år er overvældende, og ikke alle har virket efter de gode hensigter. I morgenpressen 2. påskedag råbte juraprofessor Bettina Lemann Kristiansen vagt i gevær omkring den faldende retssikkerhed, der er følgen af en reform, der medfører, at når retskravet er under 50.000 kr., kan man ikke få retshjælp. Sagen skal dermed føres af de implicerede parter selv. Man ser det for sig: Folkepensionisten over for en slambert af en autoforhandler! 14 mio. sparet!

Reformen om “Længst muligt i eget hjem” lovede naturligvis at der fulgte hjemmepleje med, det er klart! Men i dag sidder tusindvis af ældre mennesker dehydrerede og underernærede i deres snavsede hjem og venter på otte minutters besøg af en hjemmehjælper, som de dårligt nok kender. Plejehjem blev nedlagt og plejecentre skød op som paddehatte. Ideen var, at de ældre “skulle være med til at passe have, lave mad og engageres i dagligdagen.” Men sådan gik det ikke, for dem, der havde deres daglige gang blandt de ældre blev ikke hørt og næppe var plejecentrene indviet, før visitationen til dem var strammet så meget, at de ældre var hjælpeløse, inden de kunne få en plads. Og fordi beboerne var meget dårligere, end man havde kalkuleret med, er plejecentrene i dag generelt undernormerede. De nedslående resultater kender vi fra vores egne pårørende og fra skandalerne i dagspressen.

Hjemmepsykiatrien har været offer for samme princip. Atter argumenterede gode viljer for, at det var meget bedre, at de psykisk syge var derhjemme. Men i dag er tusindvis af familier ramt af de barske følger af, at de sindslidende må klare sig selv. Alvorligt skizofrene færdes i gader og stræder til fare for sig selv og andre, og svært depressive har vanskeligt ved at klare en dagligdag alene. Hjemmepsykiatrien kom dårligt på benene, før besparelserne regnede ned over den. Resultaterne kender vi, hvis ikke fra vores egne pårørende – så fra den uendelige mængde af uhyrlige historier fra medierne. Så med denne reform blev én ond ånd måske jaget ud, men vi fik syv igen.

Eller hvad med Bertel Haarders “Taxametersystem”, som stort set har lagt erhvervsskolerne i ruiner. Når man ligefrem beder de enkelte skoler om at konkurrere indbyrdes om de samme elever og de samme uddannelser, skal det gå galt. I stedet for at koncentrere sig om at tilbyde de unge en seriøs faglig uddannelse, leflede man for dem for at holde på dem. Elever, der stort set aldrig mødte op, kom igennem hele skoleforløb, så skolerne kunne bevare taxametret. Kort sagt, et system som demoraliserede undervisningsinstitutionerne fuldkommen.

Og endnu en fuldtræffer: “Ansvar for egen læring”, som måske er et af de mest enestående eksempler på, hvordan armeen af pædagogiske trendsættere blev sat ind for at få lukket munden på dem, der stod med fingrene i dejen. Atter måtte erhvervsuddannelserne holde for som spydspids. Sammen med taxametersystemet fik de hermed det endelige dødstød. Samtlige rapporter fra undervisningsforsøg fastslog at ”Ansvar for egen læring” var en komplet misforståelse, og Undervisnings-ministeriet valgte ikke at offentliggøre rapporterne, og mod bedre vidende fortsatte man i de følgende år helt ud i ekstremerne med “Learning lab” hvor de potente og slagkraftige håndværkerelever kunne få lov at “studere selv” - uden lærer, forstås. Der røg ikke blot mange dygtige håndværkslærere på den konto, og i dag er det kun 9 % af en skoleårgang fra mit område, Odsherred, der søger på EUC. Landet over er frafaldet på erhvervsskolerne enormt og alle de kloge hoveder, som de sidste 20 år har brugt erhvervsskolerne som legeplads og eksperimentarium, har formodentlig fundet andre græsgange, og de der sidder tilbage, klør sig i hovedet og spørger sig selv, hvordan man rydder op efter dem og får erhvervsskolerne op at stå igen.

Lad mig minde om, at det var Margrethe Vestager, der med fynd og klem stod i spidsen for "Ansvar for egen læring". Det er der ingen, der taler om mere, men mange må have røde ører. Selv professor Niels Egelund har trukket fuldkommen i land og koncentrerer sig nu fuldt om at italesætte næste projekt, heldagsskolen”.

Set i lyset af succesraten med ovenstående reformer er det måske ikke underligt, at befolkningen ikke klapper af den nye folkeskolereform?

Et af de overordnede mål for heldagsskolen er” at skabe en udfordrende, tryg og sammenhængende hverdag med tæt integration af undervisning og fritidsliv.” Men hånden på hjertet, er der nogen der tror på, at folkeskolen kan tilbyde det? I Tyskland, hvor man har indført heldagsskoler flere steder, har man indtil nu brugt 30 mia. på udvidelse af skolebygninger, og man regner med at der skal investeres yderligere 70 mia. Herhjemme er det eneste bud man kan komme med, at lærerne skal være på skolen til kl. 16! Alle andre forudsætninger, praktiske som mentale, har ikke den ringeste mulighed for at komme på plads inden 2014. Endnu en gang reform-sjusk.

Og hvad er de reelle omkostninger, når reformer hastes igennem på den måde? I disse dage ser vi, hvordan stilen lægges i den forbindelse. Lærernes faglige ekspertise bliver atter latterliggjort og underkendt, i forsøget på at få befolkningen med på vognen. Men ved disse angreb på lærernes selvforståelse og faglige identitet, som i realiteten har stået på i årevis, gør man regning uden vært. Gennem årene har man bevæget sig helt ind ved hovedstolen, der hvor den enkelte lærer begynder at vakle og tvivle på det han kan, og det han er. Og så er vi ved at være ved sagens kerne. For hvordan i al verden forestiller man sig, at eleverne og deres forældre skal bevare respekten for undervisningen og skolen, når lærerene, år efter år, bliver ringeagtet fra politisk hold?

Det problem afhjælper reformen om heldagsskolen ikke, for den udfordring handler om helt andre værdier, som er blevet smidt ud med badevandet de sidste mange år. Kun ganske få besidder det mod, der skal til for at indrømme, at man er nødt til at kigge badevandet igennem, for maskerne var nok rigeligt store.

De fleste danskere har vidst dette meget længe, ligesom de godt vidste, at det der med at nedlægge de psykiatriske hospitaler og plejehjem aldrig ville komme til at fungere.

Men hvem er det så der tror på, at man kan indføre reformer på den måde? Ja, hvis man kigger efter indlæg på nettet omkring heldagsskolen, er det stort set kun folk, der selv har aktie i ideen. Vi taler om politikerne, folk fra de store erhvervsorganisationer og pædagogiske kamæleoner, der lever af at tale politikerne ret efter munden. De tror på at heldagsskolen vil give fagligt dygtigere elever til glæde for Danmarks vækst og konkurrenceevne! Men de ved det ikke.

Den eneste vej til at opnå både arbejdsglæde og effektivitet i den offentlige sektor går gennem respekten for de mennesker, der har indsigten i dagligdagen og dermed den faglige ekspertise. Lyt til dem og vent med at indføre reformer, til de er ordentligt forberedt, så vi ikke får flere eksempler af ovennævnte slags.

Jeg tror ikke at det er for meget sagt, at den danske befolkning er udmattede af tarvelige reformer.

Baggrund

Karin Sauer er vokset op i en håndværkerfamilie, hvor hendes far var lærer på Teknisk Skole i 28 år. Her fulgte hun på tæt hold overgangen fra mesterlæren til EEG. Herefter kom hun selv på håndværkerskole under EFG og fik svendebrev som udlært som pottemager i 1976. Efter et par år som årsvikar i folkeskolen, blev hun ansat som bl.a. keramisk faglærer på Teknisk Skole i 1982 -1999, hvor hun fratrådte sin stilling og herefter helligede sig sit keramiske værksted i Odsherred. www.karinsauer.dk