Vagtskifte

Lyhne havde tænkt på at stoppe som leder i nogen tid, for han havde alderen til det, eller næsten da. Hidtil havde han bare syntes at det gik så godt. Personalet var generelt positivt, og de dagligdags problemer som opstod, kunne Lyhne med sin erfaring og sit rolige overblik som regel løse.

Så kom den tåbelige lockout sidste år. Lyhne kunne ikke se hvad den skulle gøre godt for, men det fandt han da ud af ved det efterfølgende indgreb og gennemførelsen af den nye folkeskolereform. Lyhne havde selv været lærer engang, og han var enig med de lærere som følte at de skulle dukkes.

Det gjorde udslaget, og Lyhne sagde op. Efterfølgende opdagede han at han befandt sig i et mærkeligt tomrum. Processen med at finde en ny leder foregik naturligt uden om ham, men Lyhne følte også at selv banale sager blev behandlet uden ham. Derfor var det rart at lærerne i større grad end vanligt lagde vejen omkring hans kontor.

En af de første var Carsten som var blevet skilt for nogen tid siden. Carsten var efterhånden kommet på benene igen, men ikke mere end at han han sagde: "Du er heldig, Lyhne, at du kan gå nu. Det ville jeg ønske at jeg også kunne, for jeg ved ikke om jeg overlever de nye tilstande, og hvad med ungerne? Er det godt for dem? Jeg tvivler."

En af de nye lærere, Lone, havde også været forbi.

"Jeg er så glad for at I ansatte mig", sagde hun. "Det jeg glæder mig mest til er at kunne forberede mig færdig, så jeg ikke har noget derhjemme. Keld har til tider været irriteret over at jeg skulle forberede mig i hans fritid."

Johannes stak ofte hovedet ind og spurgte til Lyhnes befindende.

"Jo tak, det går, men hvad tænker du om den nye reform?"

"Jeg er bekymret for de børn hvor vi i dag står på vores kreative hoved for at de kan få skoledagen til at glide ned. Har vi fantasi til at lave meningsfulde tiltag, så de kan klare den lange skoledag. Jeg mener, det er jo ikke fordi at disse børn har for lidt tid til det boglige. Det, de mangler, er koncentrationen. Og lysten."

"Jeg forstår dig godt, sagde Lyhne."Heldigvis er lærere kreative."

Lyhne havde mange samtaler med Sara, viceinspektøren.

"Du kan ikke være det bekendt", sagde Sara. "Vi havde jo aftalt at vi skulle gå samtidigt."

"Du kan jo bare sige op", smilede Lyhne.

"Det er jeg altså lige 7 år for ung til."

"Er du?" drillede Lyhne.

"Jeg forudser kæmpe mængder af arbejde, og jeg ved jo heller ikke hvem vi får som inspektør. Men jeg SKAL jo være positiv", sagde Sara og gik tilbage til arbejdet.

"Hvorfor har du sagt op netop nu hvor det bliver sjovt", sagde Svend som altid var i godt humør. "Tænk dig, hver eftermiddag sammen med de skønneste kvindelige kolleger. Kan man få det bedre?"

"Nej, DU kan nok ikke", smilede Lyhne og gjorde sig klar til at forlade endnu en dag på kontoret. Sådan havde han aldrig haft det, som rutinearbejde. Men nu var han nærmest sat uden for maskinrummet. 17 dage tilbage....