Vær belæst. 2. Kim Fupz Aakeson

Sammen med OscarK og Dorte Karrebæks Biblia Pauperum Nova (Alfa 2012) nominerede den danske priskomité (Søren Vinterberg, Cecilie Eken og jeg) Søndag (Gyldendal 2011) af Kim Fupz Aakeson og den svenske illustrator Eva Eriksson.

Ikke så snart var nomineringen offentliggjort, før kritikere mente, at den ikke var Fupz' bedste. Og måske er det rigtigt, at der før var kommet og siden kom mere originale historier fra flittigt skrivende Kim Fupz, men for det første handler nomineringer om at plukke i årets høst, og for det andet er Søndag en typisk Fupz, fuld af tankevækkende underfundighed, skæv humor og medrivende sprog.

Den er netop en af de fortællinger, der har noget at sige til både børn og voksne. Den er en gave til den læsning med dobbeltblik, som jeg finder så givende både personligt og professionelt.

Hør blot som professionel lærer: Bogens hovedperson, Torsten, føler sig overset, fordi hans forældre er optaget af, at moren er gravid. Vennen Willy, hans eneste og dårligste ven, får ham til at tvivle på forældrenes kærlighed - en tvivl, der bestyrkes af, at de i deres optagethed af den forestående fødsel glemmer at fortælle Torsten, at de elsker ham. Kim Fupz' udsagn er, at det er bedre at have en dårlig ven end slet ingen.

Torsten føler, at det er slut med forældrenes kærlighed. Men hans farmor hjælper ham gennem tvivlen, og da forældrene efter syv dages nagende tvivl inviterer ham op imellem sig i dobbeltsengen, føler han, at der er kærlighed nok til alle.

Bogens illustrationer understøtter i den grad fortællingens mange rørende eller barokke hverdagssituationer. Og som voksen læser kommer man bag om trivialiteterne: Hvordan forholder vi os til, at nogle kun har en dårlig ven? Og hvordan får vi vist, at der er kærlighed nok til alle?

Kim Fupz mestrer denne appel til dobbeltblikket, både i de mange romaner, noveller, film og tv-dramaer og i de enkleste historie som fx Vitello, der kan ses som en pendant til Lindgrens Emil fra Lønneberg, der i øvrigt fylder 60 år i år. Der er ikke en af de små fortællinger, som ikke rummer en pædagogisk udfordring, fordi skarnsknægten aldrig er ondskabsfuld, men nysgerrig, søgende og måske uheldig.

Kim Fupz giver i sine erindringer om barndommen i bogen Langhårsfrisure (Dansklærerforeningen 2009/2018) et indblik i nogle af de hændelser, som han trækker på i sine fortællinger, og som velsagtens er medvirkende årsag til, at han formår at fastholde et børneperspektiv i sine fortællinger.

Og netop det forankrede børneperspektiv er gaven til os som voksne, ikke mindst som lærere, idet vi ikke kan komme videre med paratsvar, men må sige samtale med de børn, der har Fupz som deres underfundige talerør.

Hvis du gerne vil være belæst, så er Fups som de der grillstartere, der sikrer os gløder.

God læselyst!