Væk med fleksibiliteten.

Vi har nu igennem det seneste år været vidne til en række slagord om, at danske læreres arbejde skulle normaliseres. Vi skulle fremover have fuld tilstedeværelse på skolen.

Ligesom vi skulle finansiere reformen med en større tilstedværelse på bekostning af forberedelse! Det er da fleksibilitet!

Det er interessant at se, hvor forhandlingsvillige mange kommuner pludselig er blevet, og hvor det vrimler med løsninger, der passer ind lokalt. Lige så forstemmende er det at se, at vi som lærere og lærerforening går lige i fælden med fortsat at have en unormaliseret hverdag.

Det blev pludselig synligt da den fulde tilstedeværelse skulle omsættes til praksis. For rigtigt mange lærere blev det nemlig en lang dag. Hvor hverdagens private gøremål med børn og hunde blev problematiske.

Hvad er egentlig problemet?

At vores arbejdsår ikke er blevet normaliseret!

Vi som lærere udviser en helt utrolig fleksibilitet, når vi i disse dage har indgået eller indgår aftaler med kommunerne, hvor et normaliseret arbejdsår ikke er blevet bragt ind i forhandlingerne.

Vi skal forlange, at vi som det øvrige arbejdsmarked har 220 arbejdsdage og 6 ugers ferie.

Når den del af normaliseringen er bragt på plads, kan kommunerne begynde at finde ud af, hvordan skoleåret så skal tilrettelægges. Når vi accepterer denne unormalitet spiller vi vores forhandlingsmodpart KL et rigtigt godt kort i hænderne. Vi vil igen og igen kunne mistænkeliggøres. ”De har også den lange ferie”.

Vi vil fortsat i den offentlige mening fremstå som en gruppe, der har særlige privilegier, indtil vi har fået et dokumenteret normaliseret arbejdsår. Vi vil i den offentlige mening fremstå som dem, med de mange lange ferier. Det er et tungt budskab at sælge: at vi faktisk arbejder lige så lang tid som naboen, bare anderledes.

Igen viser vores godhed sig, når vi igen og igen bringer lappeløsninger til kommunens forhandlingsbord, i stedet for at fremlægge et enkelt krav: Et helt normaliseret arbejdsår.

Dernæst kommer det lange og seje træk med at finde, udvikle og dokumentere hvordan kommunerne på kortere tid leverer verdensklasseundervisning. Der bliver for mange af os et stort behov for efteruddannelse.

Lærerforeningerne må skærpe sig og blive skarpere i dialogen med kommunerne, når det gælder om at stille rimelige og realistiske krav til vores arbejdsmiljø, arbejdstid og kompetenceudvikling i en reformtid. Vi er klar, men der er lang vej og kommunen må klart vise visionen, retningen og levere ressourcerne.