Uventet hjælp

LÆRERFORMAND ANDERS BONDO LØBER RISIKOEN FOR AT BLIVE KÅRET TIL HELT AF MIG

Af Claes Kastholm

Det meste af det udspil til folkeskolereform, som skulle have været regeringens store lanceringsnummer i denne uge, hvis ikke Uffe Elbæks afgang havde taget opmærksomheden, ligner noget vi kender fra den tidligere borgerlige regering. Inklusive det indbyggede forsøg på atfå ram på lærerne. Ikke så mærkeligt: Det er de samme embedsmænd, der har udformet planerne.

I Centraladministrationen har økonomerne fortrængt de mere traditionsbevidste og fagligt alsidige jurister og andre fagligt velfunderede. For Undervisningsministeriets vedkommende har økonomernes magtovertagelse betydet, at hvor der før herskede konsensus mellem embedsværket og lærerne, hersker der i dag noget, der ligner fjendskab. Set fra lærerside er ministeriet egenrådigt og laver planer, der ikke kan fungere i virkeligheden. Set fra ministeriets side er folkeskolens lærere og gymnasiets lektorer nogle, der skal trynes, og synspunktet blev overtaget af den borgerlige regering og også den nuværende. Der er kun en forskel i ordvalg og tonefald mellem en undervisningsminister Troels Lund Poulsen, Venstre, og en undervisningsminister Christine Antorini, Socialdemokratiet.Regeringen mener, tror, fornemmer og føler på en række områder, hvor mennesker med forstand på tingene ved. Man ved f.eks., at flere timer i sig selv ikke giver bedre faglige resultater. Inden for OECD-området klarer de finske skoleelever sig bedst - men de har færrest timer.

MAN VED OGSÅ, at de engelsktimer, som regeringen vil have ind allerede i første klasse, er bedre brugt senere i skoleforløbet. Om heldagsskolen er en god idé, ved vi ikke. De eksisterende erfaringer siger både for og imod. For taler, at vi jo i forvejen kasernerer vores børn det meste af dagen. Vi lever jo i et børnefjendsk samfund. Imod taler dels, at man risikerer at gøre en del børn endnu mere lede ved skolen, dels at man udhuler grundlaget for hele det aktive fritidsliv i sportsklubber osv., der foregår efter skole og om aftenen. Ligesom i 1700-tallet ser vi vores børn som ufuldstændige voksne - det er igen homo economicus, der spøger: I lighed med far og mor skal barnet vende udmattet hjem efter en lang arbejdsdag.

I sig selv er det positivt, at reformen vil fremme sammenhængen mellem fagenes teoretiske og praktiske del. De intellektuelt svagere elever har altid haft svært ved at tilegne sig stoffet ad rent boglig vej. Her kan praktisk beskæftigelse med, hvad fagene faktisk kan bruges til, være et fantastisk pædagogisk redskab. Men det har sine grænser. I sin kommentar til reformen har Akademiet for de Tekniske Videnskaber allerede peget på, at det langt fra er tilstrækkeligt at opruste med aktivitetstimer, hvor bl.a. lærdommen fra natur- og tekniktimerne bruges praktisk. Akademiet mener, at der er behov for mere konkret undervisning inden for natur og teknik. Dette er rigtigt. Man kan ikke lege sig til det hele. Her fejler reformen fatalt og gentager dermed 1970ernes katastrofe.

DET ER DET ene problem. Det andet problem vedrører konflikten om lærernes arbejdstid. Modsat Helle Thorning-Schmidt, Christine Antorini og alle de andre, der tror, føler og fornemmer, så har jeg- ligesom lærerformand Anders Bondo Christensen, uden sammenligning i øvrigt - mange års undervisningserfaring. I mit tilfælde fra gymnasiet, militæret og universitetet. Desuden har jeg været ministerielt beskikket censor ved lærerseminarierne. Det er længe siden, og undervisning i folkeskolen er blevet meget vanskeligere end det, jeg har prøvet, men der er to meget krævendevilkår, som aldrig ændrer sig: Du er hele tiden tæt på mennesker, som er afhængige af dig, og du er hele tiden på, ligesom en skuespiller. Fejler du, er det både dig selv og eleverne, det går ud over. Du skal have en plan for timens forløb, du skal samtidig være intenst til stede og kunne improvisere, mens du upåfaldende leder begivenhederne hen mod målet, og hvis ikke du er overordentlig velforberedt, bliver timen kedelig eller kaotisk for eleverne og et helvede for dig selv.

Den nye folkeskolereform rummer kimen til sin egen fiasko, fordi de pædagogisk uvidende politikere og embedsmænd ikke tager i betragtning, at den undervisningsform, som er det egentlig nye i reformen, er enormt ressourcekrævende. Det kræver endnu mere forberedelsestid til lærerne at få det teoretiske og praktiske til at spille sammen, hvis ikke skolen skal blive til en langstrakt tur i spejderhytten.

Derfor er det absurd at ville klemme flere undervisningstimer ud af lærerne. De har snarere behov for flere timer til forberedelse, koordinering, logistik, og jeg skal ikke benægte, at Anders Bondo løber risikoen for at blive kåret til helt af mig. Forladt af politikere, embedsmænd og opinion kæmper han ene mand for, at det, vi foretager os med skolen, ikke skal bygge på følelser, fornemmelser og tro, men på tilgængelig viden og realisme. Det vil sige: ikke på pop, men på kvalitet.