UU-vejledere: De kalder det lokal frihed, men vi frygter det værste

Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Uddannelsesparathedsvurderingen er nu afskaffet med lov, og det betyder, at der ikke længere er centralt fastsatte regler for vurdering og registrering af elevernes personlige, sociale og praksisfaglige forudsætninger for at begynde på og gennemføre en ungdomsuddannelse.

Nu er der i stedet lokal frihed til at lærere, skoleledere og vejledere kan tilrettelægge en vejledningsproces, som tager hensyn til den enkelte elev. Det betyder i praksis, at eleverne i 8., 9. og 10. klasse skal gennem en såkaldt identifikationsproces.

Der er dog langt fra enighed om, hvordan det skal gøres landet over, og vi frygter det værste. Vi er alle tre UU-vejledere, og vores erfaringer er indtil videre, at tilgangene er lige så mange og forskellige som antallet af kommuner i Danmark.

Når vi taler med andre uddannelsesvejledere, hører vi, at den nye identifikationsmodel flere steder ender med at læne sig op ad den gamle uddannelsesparathedsvurdering.

Det betyder, at eleverne fortsat mange steder vil blive vurderet ud fra karakterer og fravær i alt for stort omfang. Elementer, som eleverne hverken oplever at have indflydelse på eller ejerskab over, og som giver mange en oplevelse af at blive sorteret og kategoriseret. Dermed risikerer vi på ny at stigmatisere eleverne og skabe mistrivsel. Fuldstændig ligesom med den gamle tilgang.

Husk at inddrage eleverne i vejledningen

Lige nu har vi mulighed for at gentænke organiseringen af uddannelsesvejledningen og gøre op med fokusset på elevernes fejl og mangler, der i de værste tilfælde har fået unge til at mistrives. Det er i hvert fald det, flere unge selv beskriver, hvis de for fjerde, femte eller sjette gang er blevet vurderet ikke-uddannelsesparat.

Der er dog håb. I nogle kommuner har man valgt en langt mere elevinddragende tilgang end tidligere. Her arbejder man i større grad med elevernes fælles vilkår for valg af uddannelse og fælles erfaringer med identitet, styrker og interesser, som alle unge har brug for at arbejde med som en del af deres dannelsesproces.

I Roskilde har man for eksempel valgt, at eleverne skal forholde sig til forskellige udsagn om skole og uddannelse. Denne inddragelse danner så grundlaget for efterfølgende dialog mellem lærere og vejleder om, hvilke elever der skal tilbydes supplerende vejledning. Tanken er, at eleven oplever at få et ejerskab over den efterfølgende vejledningsproces og let kan forstå, hvad, det er, de skal igennem.

Væk er fokus på såkaldte ”objektive kriterier” som karakterer og fravær.

Vi skal ikke tilbage i den samme rille

Vores store bekymring er, at langt de fleste kommuner ikke vil følge Roskildes eksempel, men i stedet ender med at basere deres uddannelsesvejledning på den mere instrumentelle tankegang som uddannelsesparathedsvurderingen også udsprang af. Vores håb er også, at man fra politisk side sløjfer kravet om en identifikationsproces. Og dermed fremmer potentialet i vejledningen. Alle elever har brug for at arbejde med styrker, interesser, motivation, erfaringer og muligheder. I det arbejde ligger en stor almen dannende kraft.

Og indtil det sker, skal identifikationen som minimum ske med mest mulig inddragelse af elevernes perspektiver og oplevelser, så de kan få et godt medejerskab over alle aktiviteter og processer i grundskolen, de deltager i.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk