Undtagelsestilstand!

Da mine børn var små og en dag kravlede op ved det åbne vindue, hvor fra der var langt ned til asfalten – råbte jeg: NEJ! Og løb hen og hev dem væk fra det faretruende dyb. Det var en ren autoritær handling og jeg fortryder det ikke, fordi mine børn kunne være blevet slået ihjel, hvis jeg ikke havde handlet, som jeg gjorde. I Norditalien skal man nu i sundhedssystemet udvælge, hvem man vil redde fra corona-døden, altså hvem der skal slås ihjel – fordi corona-tiltagene ikke har været tilstrækkeligt autoritære. I Danmark er tiltagene langt mere autoritære, end de har været i Norditalien, men jeg er i denne krise-situation glad for, at jeg (forhåbentlig) ikke skal komme i den situation, at jeg skal vælge, hvilket af mine børn der skal dø. For nu at tænke scenariet helt ud.

Kritikere af regeringens corona-tiltag er bekymrede, og med rette, for hvordan skal det gå med økonomien? Der spørges tillige kritisk: Er staten ikke alt for autoritær, når den vil bestemme den nuværende nedlukning af Danmark?

Men hertil kan man med rette kan stille et modspørgsmål: Står den menneskelige suverænitet ikke over den statslige/økonomiske? Skal man ikke først og fremmest sørge for, at flest mulige danskere får mulighed for at overleve corona-angrebet?

Selvom det for eksempel er svært og hårdt, at mange højskoler, og med dem mange andre, får økonomiske problemer, så må opgaven fremadrettet være at udtænke løsningsforslag. Se for eksempel dette indlæg fra Kristeligt Dagblad/13.03.20 : https://www.kristeligt-dagblad.dk/danmark/coronakrisen-truer-hoejskoler hvori der udtales: ”Kulturministeriet oplyser til Kristeligt Dagblad, at regeringen er opmærksom på højskolernes økonomiske udfordringer – og at mulige løsninger bliver undersøgt.”

For mig at se er det godt, at regeringen i den givne situation tager mange initiativer, som samlet bremser epidemien. Punktum.

SAMTIDIG bør man holde hovedet koldt og (med filosoffen Hannah Arendt) holde fast i ´at tænke, at ville og at (be)dømme´ - tre størrelser, vi som mennesker har til opgave at forvalte ansvarligt og meningsfuldt i hver enkelts livspraksis.

I den corona-stilhed, der netop nu er for mange mennesker, nu hvor Danmark er lukket ned, skal vi selvfølgelig kunne være til uden helt at fortvivle, men der kommer en tid bagefter, hvor vi igen skal forholde os til globalisering, konkurrencestat og accelererende travlhed: Hvad vil vi med disse størrelser? Hvad tænker vi om dem? Hvordan bedømmer vi dem? Og ikke mindst: Hvordan handler vi på, at det hele så let kunne bryde sammen?

Regeringen bør gentænke hele sit socialdemokratiske fundament og skabe mulighed for bevægelser som kan indebære en vending hen imod en poetisk, historisk mangfoldighed (som blandt andre Grundtvig, Kierkegaard. Løgstrup og vor nutidige Biesta plæderer for) - som modvægt til den globaliserede konkurrencestats ensartethed. Danmark har – med filosoffen Brian Degn Mårtenssons ord – en helt særlig, kulturelt/pædagogisk overleveret, tradition for tillid, ligeværd og samtalepraksis. Ja, og det er en tradition, vi bør værne om samtidig med, at vi er vendt mod verden, og hver især står som enkeltpersoner: ´En dansk verdensborger´ (Peter Kemp).

Man skal parere ordre i visse alvorlige situationer, som fx denne vi står midt i med corona og regeringens anvisninger SAMTIDIG med, at ens personlige vilje til at tænke og (be)dømme ikke må lægges på hylden. Jeg synes derfor, at filosofien altid, og måske netop allermest i krisetider, er afgørende vigtig for at kunne handle ud fra humanistiske tanker: At det enkelte menneske skal ses som, ja, netop: Som et menneske. Dette menneskesyn kommer tydeligt frem i den undtagelsestilstand, vi netop nu står i.

Fremadrettet bør der arbejdes på alle niveauer for at fastholde dette menneskesyn - også når almentilstanden igen indfinder sig!