Undervisnings- og lektionsplaner er en gråzone

Det er et under, at undervisnings- og lektionsplaner kan være så svære at definere på en læreruddannelse. Gentagne gange bliver jeg mødt med et svar fra mine lærere i retning af: ”Der er ikke én måde at lave det på – der er mange!”. Der ligger også noget frihed i selv at kunne vælge og vrage. Men når jeg mangler en definition på, hvad det i det hele taget er, så er friheden allerede begrænset dér.

Undervisnings- og lektionsplaner bliver til laissez-faire

Det er ikke fordi, vi studerende ikke har kendskab til de forskellige modeller til at udforme en lektionsplan ud fra. Hiim og Hippes didaktiske relationsmodel, SMTTE-modellen, Undervisningsministeriets didaktiske model osv. er alle relevante bud på et stilladseret skellet til en lærerstuderende. Faktum er bare, at disse forskellige punkter i modellerne sjældent bliver forklaret fyldestgørende eller sat i sammenhæng med praksis. Og derfor bliver det en gråzone hvor ingen ved, hvordan det reelt set skal gøres. Man famler frustreret i blinde i håb om at få nogle konkrete svar eller i det mindste eksempler, som skal agere som et kompas, der viser vej.

På den anden side er jeg sikret succes uanset hvad jeg gør, fordi det er så frit. Der er ingen, der kan komme og sige, at jeg har gjort noget forkert. I så fald ville det betyde, at der ligger nogle uskrevne, indirekte regler og retningslinjer, som det kun er dem, der har knækket koden, mestrer – og som ikke har delt den med andre.