Undervisning under åben himmel – livsmod og livskraft.

Undervisning under åben himmel – livsmod og livskraft.

Undertiden kan man som naturfagsundervisning godt blive mødt med holdningen, at det vist mere er leg end læring, det der foregår i skolehaven, når klassen tager i skoven eller til det nærtliggende vandløb

Jeg afviser altid prompte med henvisning til, at det er godt for elevernes læring, når deres teoretiske undervisning bliver henlagt til omgivelser som understøtter emnet. Men er det egentlig bare det? Er det det simple forhold der gør, at de fleste af os kan genkalde os fortidens klasseudflugter til skoven eller dissektionen af en tudse (og ikke et ord om Marius, tak!). Ja, det spiller en rigtig vigtig rolle, men da jeg i lørdagens udgave af Politiken læste et interview med Per Schultz Jørgensen slog det mig, at der også er et andet forhold, der spiller ind. Per Schultz Jørgensen udtrykker bekymring for, at mange børn i dag mangler livsmod og livskraft og han plæderer for, at vi skal passe på med kun at lade børnene jagte resultatet og endemålet. Vi skal i stedet lære børnene, at der ligger en vigtig læring i selve vejen til målet – i processen, der fører til målet:

”vi skal hjælpe dem (børnene) til at gå ind i en proces, hvor de arbejder med sig selv i stedet for hele tiden at jagte et resultat, i febrilsk iver efter at leve op til en eller anden norm, som ligger uden for dem. Vi lever i en kultur, hvor resultatet hele tiden prioriteres som det vigtigste. Jeg siger, det er en fejl. Det er processen, der er det vigtige’

Jeg kunne ikke være mere enig. Og med et slog det mig at, i den henseende spiller naturfagsundervisningen og tiden i skolehaven en rigtig vigtig rolle. Dyr, planter, blomster og årstider kan ikke fremdrives eller fremkaldes på kommando. Det kræver tid og tålmodighed. Og dermed fordrer det, at vi (børn og voksne) med en dyb indånding giver os tid og giver os hen til noget så elementært som at iagttage naturens forunderlige verden. En verden, der om noget er kendetegnet ved at være processer.

Så fremover vil jeg huske mig selv og kritiske røster på, at tiden i skolehaven og ved vandløbet ikke blot er leg. Det er læring for livet. En læring, der kan bidrage til at børn (og voksne) får en styrket livskraft og livsglæde. Det er da dejligt!