Underviser vi børn eller elever?

Ord og titler betyder noget. Det kan man helt legitimt mene er noget, der burde høre fortiden til, men det gør det ikke - tværtimod er det min opfattelse, at det fylder mere end aldrig før. I de 20 år jeg har været lærer, synes jeg at have oplevet, at ordet elev i højere grad er blevet erstattet af ordet barn. Det tog særlig fart efter reformen i 2013, da pædagogerne blev en helt integreret del af folkeskolen. Og hvad så vil nogen sikkert sige. Paradokset er nærmest fuldendt, for i det almindelige mellemfolkelige samfundsliv er vi alle enige om, at børnene er det vigtigste vi har, og nogle vi skal værne særligt om og beskytte mere end alle andre. Men på arbejdsmarkedet er det helt anderledes. Jeg hører til dem der synes, at anerkendelsen af vores arbejde afspejles i den løn vi får. Hverken mere eller mindre. Det er det, som samfundet vil betale for vores arbejdskraft. Den gruppe af offentlige ansatte, som samfundet vælger at give en af de mindste lønninger er pædagogerne. Dem som arbejder med børn, og bruger ordet barn og ikke bruger ordet elev. Jeg vil ikke gå ind i en diskussion om hvor meget pædagogerne burde tjene - jeg vil bare helt nøgternt konstatere, at samfundet ser en mindre værdi i pædagoernes arbejde end lærerned grundet deres mindre løn. Der kan være rigtig mange årsager til det, men jeg tror, at en af forklaringerne kan være, at ordet elev er mere ophøjet end ordet barn. Vi ser det i rigtig mange brancher, hvordan titler giver anderkendelse, og dermed også mere i løn. Det bedste eksempel historisk set er nok militæret, hvor der både er generaler, kaptajner, oberster osv.. Der har man altid været gode til at give hinanden titler og stjerner, og de har historisk også nydt stor anerkendelse. Høje lønninger og invitationer, når dronningen byder til bal. Men vi ser det også i nyere brancher, hvor eksempelvis konsulenter ikke længere bare er konsulenter. Nu er de specialkonsulenter, seniorkonsulenter, særlige konsulenter osv. Det kan ofte være dem, der er ude på skolerne og holde foredrag eller kursusforløb. De skal ikke ud særlig mange gange på en måned for at tjene det samme som en pædagog eller en lærer for den sags skyld. Er det rimeligt eller urimeligt? Jeg synes selvfølgelig det er urimeligt, men gennem deres titler legitimerer de deres (pseudo) værdi, og det har de været rigtig dygtige til.

Frafaldet af værdifulde ord begrænser sig ikke kun til ordet elev. Jeg synes f.eks. også, at det er rigtig ærgerligt, at et skolebibliotek på mange skoler ikke længere hedder et skolebibliotek, men derimod noget så kønsløst som pædagogisk læringscentral eller hvad man nu har fundet på ude i de enkelte kommuner.

Vi skal passe lidt på os selv. Der er rigtig mange, der har en mening om os, og en brik i det spil er, at vi bruger de rigtige ord om os selv. Vi er lærere der underviser elever, og bruger bl.a. skolebibliotek til at danne og undervise eleverne.