Udelthedens ulidelige trædemølle

Har nogen mon undersøgt eller bare ladet sin ideologisk rettænkende hjerne strejfes af den sortsværtede kætterske tanke om, om de 'forstyrrende' børn, som man åbenbart skal hedde Frank Dahlgaard for at turde erkende tilstedeværelsen af i folkeskolen, mon for en vis dels vedkommende skulle være et resultat af udelthedsdogmets ensgørende hærgen i skolen? Næppe. For man underkaster ikke visionære utopiske mytedannelser videnskabelige undersøgelser. Visionære utopier tror man ubetinget på, eller også tror man dem ikke. Og vi er altså blevet bedt om at tro på dem. Som tak for vor dyrt tillærte naivitet er vi blevet forsynet med en skuffefuld uigennemskuelige, mytebevarende mystifikationer såsom undervisningsdifferentiering, barnets ansvar for egen læring, fagtømt tværfaglighed og så videre for at kunne give vore selvskabte myter skær af realia. Bare der nu ikke er for mange uden for skolen, der opdager, hvad deres børn bliver brugt til. Vi må nok hellere holde nogle afledende forældremøder i troens rette ånd.

Selv Jørgen Stampe er blevet inficeret af virkeligheden. '. . . men i nogle tilfælde kan børn i en periode have behov for andet end folkeskolens normalklasser', siger han i Folkeskolen nummer 6. Jo, det er skam udelthedsdogmet, Stampe her langer ud efter. Men sådan er det nok ikke ment. Stampe slår hurtigt over i de gangbare tirader om, at vi bare skal have flere psykologer ind på rådhusene og flere muligheder for dette og hint. Og så er det problem snakket i koma. Men det er da opløftende, at lighedsideologiens ensgørelsesprofeter nu tror så lidt på deres sag, at de erkender, at nogle børn (alle de svage og alle de stærke) kan have brug for andet end udelthedens ulidelige trædemølle.

Vagn Madsen

Brønderslev