Udeltheden hviler på frygt

Jamen er verden da af lave? Er der virkelig en seminarielærer, der midt i folkeskolens floskelsuppe tør henholde sig til sandheden. Hør selv? I Folkeskolen nummer 45 siger seminarielærer Henrik Windinge, at den nye rigtighed - et godt ord for den ideologiske hersen - er ved at slå benene væk under det, der er lærernes allerhelligste, nemlig deres erfaringsbaserede viden om, hvad undervisning er. Lovens krav er i modstrid med, hvad lærerne vil og kan. Og det ved det ideologiske kleresi, hvorfor der iscenesættes et storstilet, opreklameret teamarbejdsfænomen, hvor lærerne skal overbevise hinanden om, at deres erfaringsbaserede viden om, hvad undervisning er, i virkeligheden er sørgelige rudimenter af fortidig stupiditet. For erfaringsbaseret viden giver personligheder. Og personligheder er uønskede i folkeskolen. Her kalder man disse afsporetheder for privatpraktiserende. Og det er altså ikke ment som en ros, selv om det er her, kvaliteten vokser frem. Men man kan jo altid omdefinere begrebet kvalitet, så det matcher det kvalitetsløse. Nej, verden er selvfølgelig ikke af lave. Selvfølgelig tilter det et sted. For heller ikke Henrik Windinge drømmer om at drage den absolut eneste konsekvens, der ikke er fyldt med mystifikationernes løgnagtige mummespil. Han vil ikke henvise til den delte skole. For den delte skole, der tilgodeser alle elever, er ideologisk forkert. Vi siger, at den er udemokratisk. Den plejer folk at sluge rå. Vi bør ikke tro på hvad som helst, siger Henrik Windinge. Men vi bør altså tro på udeltheden og på, at den delte skole er udemokratisk. Og denne forvrøvlede konklusion må skyldes frygt for at blive hængt ud af de rettroende til spot for urimelighedernes trofaste discipelskare.

Vagn Madsen

Brønderslev