Træd varsomt

Når man trækker en grænse efter en lineal, kan det gå frygteligt galt, al nuancering forsvinder, og der tages ikke lokale hensyn.

Det samme kan siges om forholdet mellem skole og erhvervsliv. Den principielle grænse kan nemt trækkes: erhvervslivet skal ikke blande sig i, hvad der skal undervises i i folkeskolen.

Den principielle lineal kan også følges uden at ryste på hånden, når det drejer sig om sponsorering, og alle, der forsøger sig med kreative krumspring for at snige den ind ad bagdøren, skal have et rap med linealen. Det er statens og kommunernes ansvar, at folkeskolen har økonomiske rammer, som gør det muligt at løse den opgave, som er fastsat i skoleloven. Firmaer må ikke kunne købe sig til hverken positiv omtale eller særbehandling i folkeskolen, og skolerne må ikke gøre undervisningen afhængig af økonomisk eller materiel støtte udefra. Forældre over hele landet skal vide sig sikre på, at den undervisning, som den lokale folkeskole tilbyder deres børn, har en kvalitet, som ikke er afhængig af en generøs eller beregnende sponsor i nabolaget.

Men hvordan så med kontakten til lokalsamfundet? Hvordan med samarbejdet mellem skole og erhvervsliv? Der er masser af eksempler på, at skolens undervisning bliver mere vedkommende, fordi firmaer åbner dørene og stiller både tid, menneskelige ressourcer og materialer til rådighed.

Men hvor går grænsen? Kan samarbejdet kun accepteres, hvis fordelene alene er elevernes og skolens? Må firmaerne ikke få noget ud af det? Se nu begynder det at blive svært. Den virkelige virkelighed er fyldt med dilemmaer, og der vil helt sikkert være forskellige vurderinger af, om skolevæsenet i Skive skal roses for sit samarbejde med Lego-koncernen. Er det udtryk for spændende pædagogisk nytænkning, eller er man på vej ud i noget skidt?

Som det fremgår inde i bladet, har Skive Kommune og Lego indgået en samarbejdsaftale, som sikrer skolerne gratis undervisningsmaterialer fra Lego og lærerne uddannelse i at bruge det. Kommunen forpligter sig samtidig til at afsætte tid, så lærere kan udarbejde inspirationshæfter og videofilm, så erfaringerne kan formidles videre.

Så langt så godt. Måske.

I hvert fald er det oplagt, at elever og lærere nu kan arbejde med materialer, som gør det muligt at gennemføre eksperimenter i undervisningen, der kan støtte elevernes læring - både fagligt, tværfagligt og socialt.

Selvfølgelig får Lego også noget ud af det, nemlig tilbagemeldinger om elevers og læreres erfaringer. Og hvis samarbejdet administreres rigtigt, kan der næppe være store problemer i det. Det er jo det samme, som når bogforlag får hjælp fra lærere og klasser til at afprøve nye materialer. Men aftalen rummer også paragraffer om, at Lego 'står for eventuelle udgivelser og forlagsrettigheder til materialer . . .', og her kan man være på vej over på den forkerte side af stregen.

Det er vigtigt at sikre en professionel erfaringsudveksling mellem lærere. Men det virker problematisk, at en kommune lover resultater af læreres arbejde i den offentlige skole væk. Dertil kommer, at en arbejdsgiver ikke kan sælge ansattes ophavsret. Hvis lærerne producerer noget, er ophavsretten deres egen.

Men det vigtigste i folkeskolesammenhæng er, at lærere skal undervise og videregive de demokratiske værdier, som er fastlagt i skolelovens formålsparagraf.

Og det er børnene, der skal have udbyttet - ikke en tilfældig sponsor eller samarbejdspartner.

Hvis alle parter i Skive træder varsomt og åbent erkender dilemmaerne, kan resultatet af samarbejdet blive godt for alle. Og det kan give spændende diskussion om principper og værdier - også med forældrene. Men det kræver, at man holder undervisning og kommercielle interesser adskilt.-th

Læs side 36

Det vigtigste er, at lærerne skal undervise og videregive demokratiske værdier. Og det er eleverne, der skal have udbyttet