Tarzan-syndromet

Cand.jur. Helle Rabøl Hansen har ret i, at »hadeklasser« er et forfærdeligt begreb, der ikke burde have nogen gang på jorden (»Bagsmækken« i Folkeskolen nummer 37). Men hun tager alvorligt fejl, når hun tror, at skolelederen kan afskaffe problemet ved at sætte skolens stærkeste lærere på hadeklassen. Det er en udbredt misforståelse blandt folk, der ikke selv har prøvet kræfter med denne »udfordring«. Såmænd også blandt mindre erfarne lærere, der ligger under for det, som i hospitalsverdenen er blevet kaldt »Tarzan-syndromet«: For mig er ingen opgave for stor.

Ingen lærere kan klare disse klasser, hvor der blandt 20-25 almindelige børn sidder nogle stykker af dem, der splitter det hele sig selv indbefattet ad. Ja, en enkelt kan såmænd gøre det, hvis det skal være.

Og det handler ikke om, at lærerne ikke er uddannede til at takle situationen, sådan som DLFs arbejdsmiljømand nummer et, Henrik Billehøj, i samme nummer næsten kommer til at sige. Vi holder alle sammen meget af efteruddannelse, men det eneste, der kommer ud af at sende folk på kursus i at gå på vandet, er drukneulykker på stribe.

Når »rummeligheden« (læs: ligegladheden) kammer over, og en klasse forvandles til en sundhedsfarlig heksekedel, og man ikke kan råbe de ansvarlige op, så er det bare med at komme væk så hurtigt som muligt. Hvad enten man er elev eller lærer. Ingen takker dig, når du går ned med flaget. Dertil er det kommet i 2004.