Tanker om idrætsdifferentiering

Idrætsstærk eller idrætsusikker

Der er i idrætstimerne en naturlig polarisering mellem de idrætsstærke og idrætsusikre elever i min klasse. Eleverne har meget forskellige holdninger til faget, når de har klædt om. Udfordringerne kan være, at nogle har svært ved at finde mening, medmindre der er helt klassiske discipliner på programmet, mens andre nærmest ikke kan se sig selv i bevægelse.

Som idrætslærer er jeg meget optaget af udfordringen omkring differentieringen i dette fag, da der også spiller et fysisk element ind udover det mundtlige og teoretiske, som eleverne er bekendt med fra andre boglige fag.

Alsidighed i aktiviteterne og ikke udelukkende standard spil er i min bog effektivt i forhold til at nedbryde den klassiske idrætsopfattelse, hvor den kropsligt dygtige skal ind og shine, mens den idrætsusikre elev står stille i midten.

Andre dimensioner

Jeg skal som lærer fokusere på̊ andre dimensioner end de fysisk færdighedsmæssige ved at inddrage de følelsesmæssige, sociale og kognitive dimensioner. Dette gøres efter min mening ved, at eleverne i højere grad inddrages i undervisnings- og læringsprocesserne, og ved at fokus lægges på̊ oplevelse, indsigt i spil og tilhørende spilfunktioner i kontrast til specifikke isolerede spil og boldteknikker. Jeg går efter forståelse samt handlekompetence for sidenhen at lære konkrete spil.

Det er mit arbejde at stille eleven i felter, hvor det er muligt at blive positivt vurderet af andre.

En kamp kan laves med de sociale kompetencer i fokus, eller et spil kan som opgave udvikles fra bunden med elevernes nye input på det fysiske og teoretiske plan.

Differentiering er muligt i idrætsfaget – men det kræver en forståelse for kompetenceområderne i faget både på det teoretiske og praktiske plan.