Tandløs og uprofessionel tv-dækning af KL-lockout

Pressen ser sig selv som »den fjerde statsmagt«. Når de tre andre – den lovgivende, den udøvende, den dømmende – kommer på afveje, skal den fjerde træde til og få dem tilbage på ret kurs. Det er en ambition, der kræver indsigt, kritisk vedholdenhed og dokumentation.

Det er ikke mindst i politisk tilspidsede situationer, pressen skal stå sin prøve som fjerde statsmagt. Når det vanlige og kendte brydes af det nye og ukendte, er det vigtigt på kvalificeret vis at sætte et vågent og kritisk øje på udviklingen.

Kommunernes Landsforenings lockout af folkeskolelærerne i april var en sådan situation. Denne unikke politiske konflikt kunne være blevet pressens »finest hour«. Desværre afslørede dækningen langtfra fjerde statsmagt-takter, men en udtalt mangel på substans – især for DR-tv's og TV 2's vedkommende.

TV Avisen lagde niveauet allerede den 4. december, da regeringen offentliggjorde sin folkeskolereform. Studieværten ønskede Danmarks Lærerforenings kommentar til en OECD-rapport, der placerer danske lærere på en 29. plads ud af 32, hvad undervisningstidens omfang angår. Formand Anders Bondo Christensen så opgivende ud, som om han tænkte: »Åh nej, de må da snart finde ud af det!«

Rapporten er fra 2007. Efter en misvisende artikel i Berlingske samme år blev det fastslået, at landenes placering ikke kan sammenlignes, idet lærernes arbejdstid opgøres efter forskellige principper i de lande, der optræder i rapporten. Hvis undervisningstiden for danske lærere opgøres på samme måde som for amerikanske, ligger Danmark på 2. pladsen – efter USA. Det vidste studieværten ikke.

Selv om dette forhold var velkendt, baserede KL sin kampagne på OECD-rapporten, der opgør danske læreres undervisningstid til 16,3 timer pr. uge i gennemsnit. At der er tale om klokketimer svarende til 21,7 lektioner, og at tid til for eksempel vikar, støtteundervisning og skolebibliotek ikke indgår i opgørelsen, sagde KL ikke noget om. Kun én tv-journalist tog disse fortielser op.

Journalisten tog i samme program fat i KL's annonce om lærernes aldersreduktion, men havde ikke researchet den til bunds. Selv om annoncens tal var centrale i konflikten, fandt ingen på at sætte sig ind i deres historiske baggrund.

I annoncen oplyser KL, at lærerne »fik et særligt privilegium« i 1922 i form af en aldersreduktion på 175 timer. Det er ikke korrekt.

I begyndelsen af 1920rne fattedes statskassen i den grad penge, at regeringen nedsatte en Sparekommission, der skulle gennemgå alle statens poster for at skaffe midler. Kommissionens 4. betænkning af 1921 oplyser, »at der i nogle Kommuner er indført en Formindskelse af Timetallet for Lærere over en vis Alder«, hvilket får kommissionen til at anbefale en aldersreduktion for lærere på 55 år. Aldersreduktionen blev således ikke indført, men videreført i 1922.

Lærerne »fik« heller ikke aldersreduktionen. Ifølge Nationaløkonomisk Tidsskrift, bind 3, 1924 var den en del af et forlig baseret på »et Mæglingsforslag af 4. April, stillet af Forligsinstitutionen«. I et forlig betaler man for det, man får, ved at give indrømmelser.

Annoncen oplyser desuden, at en lærer på 60 år har »en måneds ekstra fri om året«. Forkert. Aldersreduktionen giver ingen ekstra fridage, men reducerer lærerens ugentlige arbejdstid.

Og videre: »Dermed kan en lærer på 60 holde fri i hele 4 måneder – med fuld løn!« Forkert. KL regner 5,4 uger galt – i lærernes disfavør.

Det er beskæmmende, at ikke én journalist satte sig for at afdække disse elementære forhold.

Så kom de to tv-stationers store lockout-aften. Hvis man havde håbet på en ændring til det bedre, blev man skuffet. Et eksempel – blandt mange – fra hver af de to udsendelser:

I TV 2 videregav en aggressiv studievært en kommentar, han havde modtaget fra en seer: »Du har ikke flyttet dig en tøddel, Bondo!«

Pointen var, at DLF ikke havde givet køb på lærernes aldersreduktion. At man havde givet sig på syv andre punkter kom ikke frem. Vidste værten ikke det? Eller er fakta bare dårligt tv? At KL ikke havde givet sig på ét eneste punkt blev forbigået i noget nær tavshed.

Hos DR inddrog Lars Løkke Rasmussen OECD-rapportens 16,3 timer. »Jeg ved, hvad jeg taler om, for jeg er gift med en folkeskolelærer!« Det gjorde han så ikke alligevel. Studieværten heller ikke.

Studievært-konceptet er en væsentlig del af problemet. Værten har forberedt sig på at forfølge ét eller ganske få spor i sit interview og er ikke klædt på til at gennemskue udtalelser, der går i andre retninger.

Et tydligt eksempel på dette var et interview med finansministeren i TV Avisen. Studieværten var stålsat på at få Bjarne Corydon til at afsløre, hvor længe regeringen ville lade lockouten køre, før indgrebet kom. Tre gange stillede han spørgsmålet, tre gange gled ministeren af på det og fik hver gang flettet »gratis« politiske udsagn ind i sit ikke-svar.

Bjarne Corydon anvendte denne sidebemærknings-taktik så ofte, at Gymnasieskolernes Lærerforening fandt det nødvendigt at udtrykke sin støtte til folkeskolelærerne gennem helsidesannoncer i landets dagblade. Hvorfor? Fordi ministeren gang på gang uimodsagt kunne sige på tv, at når gymnasielærerne kunne indgå en overenskomst »i fordragelighed«, kunne folkeskolelærerne vel også. En fordragelighed, GL's formand sammenlignede med at få sat »en pistol for tindingen«.

Politikerne kunne slippe af sted med at sige næsten hvad som helst i deres retoriske afledningsmanøvrer i studiet. Som KL's chefforhandler Michael Ziegler i TV Avisen den aften, regeringen havde annonceret sit indgreb: »DLF har stædigt har holdt fast i, at man ikke ville give skolelederne retten til at lede og fordele arbejdet.« Forkert. Det punkt gav DLF sig på før lockouten. Studieværten lod det passere.

Det danske samfund har brug for »den fjerde statsmagt«. Men uden indsigt, dokumentation og kritisk vedholdenhed flytter pressen intet og stikker os bare blår i øjnene. Vi tror, vi får præsenteret et dybt indblik i virkeligheden, men bevæger os kun på overfladen.

Når pressen plukker de lavest hængende frugter og overlader det til kommentatorer, debattører og sagens parter at kravle op i træet efter dem i toppen, har »den fjerde statsmagt« mistet tænderne. Det er et tab. Ikke kun for lærerne, men for folkestyret.