Tak, Lars Lykkegaard!

Efter sommerens »homo-nummer« af Folkeskolen har flere læsere åbenbart følt det nødvendigt at tage afstand fra tanken om overhovedet at fortælle om sin seksualitet - på jobbet såvel som i et fagblad.

Skribenterne har da principielt ret i, at man bør skelne mellem privatliv og arbejdsliv, og at ens seksuelle præferencer ikke kommer andre ved.

Mende glemmer tilsyneladende én væsentlig ting: Vi arbejder med børn!

Måske er det længe siden, det er sket for en afgående inspektør eller skolepsykolog, men vi andre bliver ofte konfronteret med spørgsmål fra elever, som ikke respekterer denne skelnen: »Er du gift?«, »Hvad hedder din kone?«, »Har du børn?« er ganske almindelige spørgsmål, man hører, når man møder nye klasser. Er svaret så »Det kommer ikke dig ved«?

Hvem ønsker at arbejde med børn uden at være parat til at lade sig se som et helt menneske - som en levende person?Det personlige er ikke nødvendigvis privat.

Ved at stå ved sin seksualitet (sin tro, sin politiske overbevisning og så videre) er man med til at vise eleverne, at vi lever i en mangfoldig verden, og at man er et ærligt menneske.

Det er ikke det samme som at indoktrinere.

Skulle der gå en elev eller to rundt på skolen med tvivl eller bekymring om egen seksualitet - statistisk set gør der det på alle skoler - så har de andre rollemodeller end pornoens og homo-paradernes.

Og det er vel i grunden ikke så galt.

Så tak til Lars Lykkegaard og de andre lærere, der står frem i sommerens temanummer.