Tak for sangen

Næstformanden i Kommunaldirektørforeningen og formanden for Børne- og Kulturchefforeningen har haft indlæg i dagspressen og i Folkeskolen nummer 8 under overskriften »Skolens medarbejdere bør værdsættes«.

Som lærer igennem 28 år bliver man jo glad over sådan en overskrift - og kigger lige en ekstra gang.

Indlægget tager udgangspunkt i en frygt for, at folkeskolen som område bliver flyttet fra kommunerne og tilbage til staten, som det var før 1993.

Det er vigtigt for de to kommunale chefer at understrege, at »skolen hverken kan eller skal udvikles uden om skolens ledelse og personale«. Og det lyder jo både rigtigt og godt. Desværre har der i skolens kommunale periode siden 1993 været en stærk tendens til en øget pædagogisk topstyring af skolen i mange kommuner. Krav om handleplaner, projektplaner, indsatsområder og virksomhedsplaner, som man alligevel kun tager alvorligt på rådhuset, når det passer. Til gengæld er der mange steder ovenfra indført økonomisk decentralisering med lønsumsstyring, som betyder, at skolerne bare skal klare nye krav fra stat og rådhus inden for budgettet.

Når de to chefer spørger direkte, om de har givet lærerne og lederne »konkret opbakning, når debatten om skolen raser?«, så må jeg svare: Nej. Der har indtil nu været forstemmende stille fra de kommunale politikere og arbejdsgivere og topcheferne på rådhusenes direktionsgange. Måske har de tænkt: Lad bare lærerne løbe sig trætte på at forsvare skolen mod Pisa-hysteriet og den medfølgende pædagogiske ensretning.

Overvejelser om en statslig folkeskole er ikke i sig selv dårligt - det kommer helt an på betingelserne. Og hvis »truslen« har fået de kommunale chefer til at vågne op - ikke bare til forsvar for kommunernes fortsatte ret til at beholde folkeskolen som område, men til et reelt forsvar for det pædagogiske råderum og dialog om vilkår for skolens udvikling - så er det godt.