Tænk, hvis folk vidste, hvad de talte om

Som lærer er man efterhånden vant til at skulle stå til ansvar for snart hvad som helst, der vedrører børn. Det være sig den tiltagende fedme, den udisciplinerede opførsel, den dårlige kost, den mangelfulde omsorg, det høje støjniveau i skolen, den manglende støtte til svage elever, den manglende opmærksomhed til stærke elever og så selvfølgelig det beklageligt lave niveau, som børnene rent fagligt befinder sig på. Og nu kan man minsandten læse i vores eget fagblad i 'Bagsmækken' i nummer 38, at vi også leger for lidt med børnene! Og vi er slet ikke færdige, for vi skal ikke bare bruge vores undervisningstid (som i forvejen er fortravlet, når der skal leves op til undervisningskravene). Nej, vi skal såmænd løbe ud og lege med børnene i vores pausetid! Disse pauser, som i forvejen alt for ofte er fyldt ud med tilsynstid, møder, kopiering, telefonopkald og snak med børn, der har ekstra behov. Disse pauser skal bruges til at lege med børnene, så vi kan komme hinanden ved og måske i samme mundfuld tabe et par kilo! Jamen lyder det ikke skønt.

Hm, ja - det er i hvert fald, hvad Erik Sigsgaard skriver. Men hvorfor er det, at folk er af den opfattelse, at en lærer skal kunne dække alle børns behov? Jeg føler, at vi som folkeskolelærere er blevet syndebuk for de fejl og mangler, nutidens generation har. Jeg ser kolleger, der hver dag lægger et kæmpe engagement i deres elevers ve og vel. Jeg ser kolleger, der hver dag arbejder på anderledes undervisningsforløb for at gøre undervisningen mere spændende for deres elever. Jeg ser kolleger, der hver dag taler i telefon med en forælder, en sagsbehandler eller psykolog, fordi han eller hun er bekymret for en elevs situation. Alligevel hører vi aldrig om disse tordenskjoldssoldater, hvilket er en stor ærgrelse. Jeg håber derfor meget, at Erik Sigsgaard og andre med tiden vil få øjnene op for de mange engagerede mennesker i folkeskolen, der fylder vore børn med både alvor og leg

Anne Rosenskjold Jacobsen

København