Tænd for øjenkontakten

Da dagspressen og TV-stationernes nyhedsudsendelser for en uges tid siden refererede nogle af Arbejdstilsynets sygehusbesøg med efterfølgende sure Smiley-vurderinger, var der en konstatering som brændte sig fast i mine tanker. Et par sygeplejersker - vistnok fra Køge Sygehus - kunne fortælle at de ikke turde have øjenkontakt med patienterne, for så risikerede de at få endnu mere at lave, når de fik indtryk af disse patienters behov.

Jeg har selv netop været rundt af et par hospitaler og oplevet forbilledlig og personlig omsorg med øjenkontakt og lyttende attitude. Derfor kan man måske slutte, at hospitalerne har et ledelsesproblem, hvis forholdene er så forskellige. Men hvad skal ledelserne gøre? Hvordan skal de finde ud af hvad der foregår?

Jeg har passeret et utal af evalueringsstandere, der opfordrer til at man giver sin vurdering af mødet med sygehuset. Jeg har undladt at svare efter at have set karakteren af spørgsmålene. De minder om anden eveluering i vores offentlige New Public Management-inspirerede system: Man kan alene juble over den fejlfri middelmådighed og brokke sig over skuffede forventninger. Der er ikke plads til at juble over de gyldne øjeblikke, som virker så helsebringende, fx øjenkontakten. Men det er de gyldne øjeblikke der flytter noget. De egner sig imidlertid i al deres forskelligartethed ikke til excelark og institutionsrating.

Hvor er det derfor øjenåbnende, at Arbejdstilsynet fanger sådanne udsagn som dem fra sygeplejerskerne i Køge. Dette burde give ledelserne lige så røde ører som den Smiley de for en tid må leve med. Men det burde også intensivere lysten til at lytte til dem, der udfører det egentlige arbejde.

Men noget tyder på at det ikke kun er i offentlige institutioner, at øjenkontakten er under pres. Forleden mødte jeg et skolebarn som ikke vidste om hendes øjne havde samme farve som morens. "Hun går altid med solbriller," lød pigens forklaring; endog solbriller man kunne spejle sig i.

Da jeg under besøget tog en iltpause bemærkede jeg at de fleste forældre på stierne skubbede børnene foran sig i letløbende køretøjer, imen de udnyttede tiden til at pleje deres egne kroppe i stramt løbetøj og med blikket rettet imod apparater på overarmen. Tænk sig at kende sit barn på nakken!

Da vi sidenhen skulle kigge på børnenes egne tegninger af deres liv derhjemme, var der flere af typen Emma Lovisa og Frida Laura og aupairen hygger sig.

Derfor er det måske slet ikke så dårligt, at ungerne er lang tid i skole og daginstitution. Eksemplerne er i hvert fald hentet fra det område som efter Lars Barfoeds og Charlotte Dyremoses mening fik frataget kvalitetstid i forbindelse med folkeskolereformen.

På den anden side så jeg i går i Politikens katalog over forældres dårlige oplevelser med normeringen i daginstitutionerne i Silkeborg, at en forældre mente at der var alt for få hænder til at se efter børnene.

Lad os dog få øjenkontakt med nogle af de muligheder der ligger i at dyrke de gylddne øjeblikke i det offentlige og privat.